Telenor-selskab lancerer Netflix-konkurrence

Telenors datterselskab Comoyo er på vej med en konkurrent til HBO, Netflix og Viaplay på det skandinaviske marked i efteråret.

Til efteråret kaster norske Telenor sig via datterselskabet Comoyo ind i kampen om tv-kunderne på on demand markedet. Tv-tjenesten Comoyo View blev i går lanceret i en beta version på det norske og svenske marked - og skal efter planen lanceres officielt til efteråret.

"Vi tror, der er plads til en skandinavisk aktør. Vi tror ikke slaget er tabt. Vi tror, det er nu, det begynder," siger Karianne Melleby, chef for Comoyo View til norske Kampanje.com.

Foreløbig er beta-versionen lanceret i Norge og Sverige annonceret - hvor tjenesten inviterer brugere til en to måneders gratis prøveperiode for at samle erfaringer om brugerfladen inden den officielle lancering. Comoyo har dog også ambitioner på det danske marked - websitet er bygget - og målet er at skabe en skandinavisk Netflix-konkurrent med lokal forankring.

"Vi kigger på også på Danmark og indkøber rettigheder med henblik på det danske marked, men vi har ingen dato for en dansk lancering endnu," siger pressechef Josephine Simonsen, Comoyo View, til MediaWatch.

Comoyo har indtil videre fungeret som en filmlejetjeneste, men omdannes nu til et abonnementsbaseret Netflix-pendant. Ifølge Kampagne.com vil tjenesten have 3000 film og 170 tv-serier på programmet, når den for alvor rulles ud. Indholdet tæller bl.a. HBO-serier som Game of Thrones og Boardwalk Empire. Abonnementsprisen bliver omkring 100 kr. om måneden - dyrere end Netflix, men på niveau med andre skandinaviske tjenester som Viaplay og YouBio.

"Vores indhold koster mere at indkøbe, og jeg tror aktualiteten i en del af serierne er de 20 kroner værd," siger Karianne Melleby ti Kampanje.com.

Omkring fire prosent af den norske befolkning, eller rundt 150.000 personer, bruger dagligt Netflix ifølge Gallup-tal, mens Viaplay og HBO har taget en mindre del af markedet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu