TV 2 satser hårdere på håndbold

Der kommer flere håndboldkampe på TV 2 og flere af TV 2's nichekanaler i de kommende år, efter TV 2 har indgået en femårig aftale med Divisionsforeningen og Dansk Håndbold Forbund.

TV 2 investerer yderligere i dansk håndbold og har netop indgået en femårig aftale med Divisionsforeningen og Dansk Håndbold Forbund (DHF), der betyder transmission af flere liga-, pokal- og landskampe på TV 2s kanaler i de kommende år.

Den nye aftale gælder for perioden 2015-2020. Men allerede i den eksisterende aftale, der gælder frem til 2015, udvider TV 2s hovedkanal med ekstra håndboldkampe på kanalen.

"Den nye aftale for årene 2015-2020 giver flere penge til dansk håndbold og yderligere kampe på TV 2s kanaler. Vi vil gerne investere i håndbolden og være med til at sikre fortsat udvikling af og fremgang i dansk håndbold, så der kan skabes endnu flere stærke profiler til vores to landshold," siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen i en pressemeddelelse.

I håndboldaftalen for 2015-2020 bliver der både håndbold på TV 2s hovedkanal (35 kampe om året) og på en eller flere af TV 2s nichekanaler (50 kampe om året).

Fra og med sæsonen 2015/2016 har TV 2 eksklusive rettigheder til liga-, pokal- og landsholdshåndbolden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu