Ny lejesvendskritik af DR2

Først var det Berlingske-blogger Eva Agnete Selsing, der gav det nye DR2 kritik for kanalens ”røde tunnelsyn”, og nu melder en anden Berlingske-kommentator sig i koret.

Med ansættelsen af tidligere SF-minister Thor Möger og den tidligere venstrefløjsaktivist Frank Poulsen følger det nye DR2 en ensidig, ideologisk tendens.

Sådan lyder en del af kritikken fra den borgerlige debattør og Berlingske-kommentator, Kasper Støvring, i en artikel i samme avis i dag.

I en debatduel med kanalchef Michael Thouber langer Støvring ud efter det nye DR2 for ikke at dele politisk sol og vind lige og for indirekte at drive et ”kulturradikalt opdragelsesprojekt”:  

”Når jeg og mange andre kritiserer DR for at være ideologisk, er det ensidigheden, vi er ude efter. For man må godt være partisk, og jeg giver Thouber ret i, at godt tv meget ofte laves af folk med markante meninger. Men præmissen er altså, at der hersker pluralisme. DR skal ikke være et kulturradikalt opdragelsesprojekt. Undersøgelser viser, at 80 procent af journalister stemmer rødt. DR bekræfter det, desværre. Fint, hvis DR var en avis, men DR skal altså levere public service,” lyder det fra debattøren, der dermed følger op kritikken fra en anden Berlingske-skribent, Eva Agnete Selsing, som i flere omgange har kritiseret kanalen for bl.a. at lave ”nyheder med udgangspunkt i det forenklede, hipstersocialistiske verdenssyn.”

Konspirationsteorier er selvopfyldende

Men Michael Thouber afviser kritikken:

”Jeg kan ikke undgå at sidde med en fornemmelse af, at der er nogle meningsmagere, der ser det som deres fremmeste opgave at finde og afsløre en eller anden rød konspiration. Og konspirationsteorier ender jo desværre ofte med at blive en selvopfyldende profeti. Vel at mærke på trods af, at DR gang på gang er blevet undersøgt og frikendt for denne påståede bias. Senest undersøgte Syddansk Universitet mere end 4.000 nyhedsindslag som var produceret af DR og fandt ikke, at balancen tippede i forhold til hverken rød eller blå blok.”

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu