DR-fiktionschef: BBC-model vil gøre ”ubodelig skade”

DR´s fiktionschef melder sig nu i diskussionen om, hvorvidt mediehuset skal indkøbe flere produktioner hos de private tv-producenter.
Thomas Bo Christensen

En falsk fortælling.

Sådan skriver DR´s fiktionschef Nadia Kløvedal Reich i et indlæg i dagens Jyllands-Posten med henvisning til Producentforeningens ønske om, at politikerne skal lave nye regler for, hvor meget DR skal bruge det private produktionsmiljø.

Foreningens formand Klaus Hansen foreslog for nylig i et høringssvar, at det skal være et krav, at DR-programmer delvist skal udvælges ved, at både DR og produktionselskaberne kan byde ind med ideer og konkrete formater. Inspirationen kommer fra britiske BBC, hvor public service broadcasteres inhouse-producenter konkurrerer på lige fod med eksterne producenter, og en overtagelse af den model vil ifølge Klaus Hansen øge konkurrence i Danmark mellem det interne produktionsmiljø i DR og det eksterne.

I dag er der i stedet blot fastsat et minimumsbeløb, som DR skal indkøbe for hos de private tv-producenter, og som er stigende til det rammer 250 mio. kr. i 2014. Og den model mener Nadia Kløvedal Reich, at man skal holde fast i, for ellers nedbryder man det kreative miljø, som er samlet i DR, og som har været med til skabe den ene fiktionssucces efter fiktionssucces i de seneste år, forklarer hun:

”Det er derfor bekymrende, hvis Producentforeningens snævre medlemsinteresser kommer til at ødelægge denne indsats… I DR Fiktion er vi helt på det rene med, at konkurrence er godt og kan bidrage til at tænke nyt og arbejde mere effektivt. Den præmis er faktisk helt fundamental for vores arbejde i fiktionsafdelingen, men den løsning, som Klaus Hansen og hans forening så nidkært arbejder for, vil ikke fremme konkurrence. Den vil blot spolere kompetencen,” skriver hun og anfører videre, at skulle foreningen få held til sit forehavende vil ”dansk tv-fiktion lide ubodelig skade”.

Mens Socialdemokraterne har afvist en BBC-model, fortalte Venstre i går, at partiet støtter op om modellen.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu