Koncern TV: Når BBC kan - kan DR også

Konkurrence giver bedre tv, siger producent Thomas Heurlin, Koncern TV, der opfordrer DR til at sætte for 50 mio. kr. programproduktion i udbud.

Det ville gavne både DR, de private tv-producenter og ikke mindst de licensbetalende tv-seere, hvis DR tog et skridt ud i den frie konkurrence, og som BBC lægger flere programproduktioner i udbud.

Det er et essentielt tema, siger Thomas Heurlin, der ud over at være bestyrelsesmedlem i Producentforeningen, der i går på ny slog på tromme for den såkaldte BBC-model, også er partner i Koncern TV og dermed en af de private producenter, debatten i høj grad handler om. 

"Det vigtige er, at der er en fair og lige konkurrencen mellem den statslige og private måde at producere på. Når DR ikke vil diskutere BBC-modellen, må det skyldes, at man ikke selv har styr på, hvad det koster at producere egne programmer. Ellers burde det være nemt at lægge noget i udbud og sammenligne," siger Thomas Heurlin, der ikke giver så meget for DR's argument om, at BBC-modellen er for vanskelig og tung at administrere.

"Når BBC kan og har kunnet gøre det i mange år, vil det være virkelig mærkeligt, hvis DR ikke også kan," siger han.

Men omvendt skal DR vel også værne om det interne produktionsmiljø for at kunne give de eksterne konkurrence?

"Ja, og det er fint. Vi siger heller ikke, at alt skal lægges ud i konkurrence, men læg dog dele af det ud, 50 mio. kr. - oven i købet fra den pulje, som DR i forvejen skal udlægge. Det er vigtigt, at DR opper sig lidt og prøver at lave et system, så de rent faktisk kan se, hvad er dyrest at gøre, og hvad der reelt er fordele og ulemper ved intern eller ekstern produktion. Jeg mener ikke, at det er så farligt for dem, med mindre det er for at beskytte deres eget bureaukrati."

Men det er vel ikke jeres opgave at rådgive og hjælpe DR?

"Jo, for vi er interesseret i at have et godt og stærkt DR, og vi tror, vi kan bidrage rigtig meget til det, hvis de kan finde ud af, hvor det er rigtig smart at lægge noget ud i konkurrence. Vi ved, at alt bliver bedre af konkurrence. Da vi fik TV 2 i sin tid hævede det kvaliteten af dansk tv enormt."

Men ifølge DR er der konkurrence i kraft af den løbende dialog, der er med interne og eksterne producenter og redaktører?

"Det passer ikke, fordi DR har et stort apparat, som de skal føde hele tiden. Tag for eksempel 'Den stor bagedyst', hvor vi får besked fra DR om, at de er nødt til at lægge det ud til provinsafdelingen (DR Danmark, red.), fordi de også skal have noget. Der er mange interne kampe og hensyn," siger Thomas Heurlin.

Men omvendt fremhæver DR, at det går godt, og kvaliteten er stigende også i kraft af det nuværende samarbejde med eksterne producenter?

"Jamen, der er også fint samarbejde, og vi kan godt lide dem, vi siger bare, at det ville være rigtig godt for dem og for os, hvis de turde konkurrenceudsætte sig selv mere. Det må være det næste skridt. Ikke for at give os nogle flere penge, men fordi vi får nogle bedre programmer ud af det."

Men handler det ikke også om, at I vil have flere produktionspenge ud i omløb?

"Det vil vi også, og det tror vi også på sigt vil være konsekvensen af at lave en fair og lige konkurrence. Det behøver DR ikke at tro på, vi beder bare om. at man laver en fair konkurrence for nogle af de penge, de er sat af til udlægning i forvejen, og som de selv vil have mulighed for at vinde tilbage."

DR bruger i forvejen flere penge eksternt, end de er forpligtet til, er det ikke et argument for, at den nuværende ordning virker?

"Det er jeg ikke sikker på, for hvis du ikke kan lave en fair og lige konkurrence, fordi det er for bureaukratisk, så har du et problem, for så ved du reelt ikke, hvordan du bruger dine egne penge."

Men selve det at udlicitetere giver jo også en ekstra arbejdsgang i programproduktionen, der vil gøre processen tungere?

"Den type opgaver er de rigtig gode til i forvejen, så jeg tror ikke, det vil være så besværligt for dem."

Der er stort pres på det private produktionsmiljø i øjeblikket, fordi flere og flere kanaler indkøber danske egenproduktioner - ville I overhovedet kunne producere mere til DR?

"Det er meget konjunkturbestemt, og nu taler vi ikke om noget, der skulle ske i morgen. Vi taler også om et forholdvist lille beløb på 50 mio. kr., og som på sigt vil det være en fordel for produktionsmiljøet, så det ser jeg ikke som problemet."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu