Ravn: Discovery og SBS et godt match

Discoverys opkøb af SBS er en styrkelse af begge parter, mener CEO i SBS Nordic, Henrik Ravn, der endnu ikke kender køreplanen for den fælles fremtid.

Det er både business af usual og unusual for Henrik Ravn, CEO i SBS Nordic, der i fredags blev solgt til Discovery Communications.

Den amerikanske tv-gigant har hidtil spillet en mindre rolle på det nordiske tv-marked, men det ændrede sig for 10 mia. kr. i sidste uge. Handlen forvandlede Discovery fra lillebror til storebror på det kommercielle tv-marked, hvor SBS Nordic er positioneret som toer i Norge og treer i både Danmark og Sverige.

Hvad ejerskiftet konkret kommer til at betyde for de to tv-koncerner organisatorisk, ledelses- og forretningsmæssigt er der ikke sluppet mange informationer ud om endnu - heller ikke fra SBS-topchefen.

"Lige nu er det business as usual for os, og vi kører videre, som vi plejer. Vi er i gang med årsforhandlinger, det er det, vi har fokus på nu," siger Henrik Ravn, der forventer, at det vil være situationen, indtil opkøbet er godkendt af konkurrencemyndighederne i de nordiske lande, og handelen er endeligt på plads.

"Jeg er selvfølgelig spændt på at høre, hvilke planer de har fra Discoverys side, men så længe vi er mellem signing og closing, passer vi sådan set bare biksen og venter."

De fleste aktører og mediebureauer ser opkøbet som en styrkelse af SBS - er du enig?

"Jeg synes, det er en styrkelse af både Discovery og SBS. Når nummer tre og fire i markedet konsolideres, er det klart, at det gør os stærkere. Det strategiske rationale, der ligger bag, ser rigtig fornuftigt ud. Men jeg kender ikke Discovery's specifikke planer. Det kommer først senere," siger Henrik Ravn, der af samme grund mener, det er for tidligt at begynde at sige noget om, hvilket potentiale og ændringer det kan give på det nordiske marked. Men indholdsmæssigt ser han et åbenlyst match.

"Hvis du kigger på Discoverys kanaler er det kanaler med programmer af høj kvalitet og også lidt anderledes programmer end dem, vi har. Der er et fint match dér. Vi supplerer hinanden godt på programsiden, så det strategiske rationale bag, synes jeg er ret åbenlyst. Det kan jeg sagtens følge og mener, det er godt for Discovery og for os," siger Henrik Ravn.

Hvorvidt det indholdsmæssige match også gælder Eurosport, som Discovery Communications står til at overtage 20 pct. af, er for tidligt at sige noget om, siger direktøren.  

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu