Efter Desperate: Slut med US-serier i primetime

Gårsdagens farvel til Desperate Housewives på TV 2, er også farvel til de amerikanske tv-serier i primetime på hovedkanalen, siger TV 2-direktør Merete Eldrup.

Efter otte sæsoner sendte TV 2 i går det endelige og sidste afsnit af Desperate Housewives, der er produceret af amerikanske ABC Studios.

Afslutningen på serien markerer samtidig afslutningen på den tid, hvor de amerikanske tv-serier kunne klare sig i primetime på hovedkanalen, siger adm. direktør Merete Eldrup, TV 2.

"Det er en udvikling, der har været undervejs i flere år, som både skyldes, at der er så meget mere konkurrence i primetime, hvor alle sender mere og mere dansk. Samtidig handler det også om, at tv-serierne bliver smallere. Den bredde, en serie som 'Venner' har og måske er det bedste ekesempel på, er svær at finde i dag. De bliver mere og mere segmenteret," siger Merete Eldrup.

Netflix forstærker tendens
Dertil kommer, at amerikanske tv-serier er en af slagvarerne i de nye tv-tjenester som Netflix - og det devaluerer også seriernes værdi i primetime på TV 2-hovedkanalen.

"Det vil yderligere forstærke tendensen. Tv-serier bliver noget, du kan skaffe dig ved siden af - lige som film er noget, man kan få andre steder. Men film er bredere - og selvom film også kan fås mange andre steder, har vi også stadig film i primetime på TV 2," siger Merete Eldrup.

Kvalitet er ikke lig bredde
Udviklingen kan synes paradoksal i en tid, hvor amerikanske tv-serier bliver rost for skyhøj kvalitet, og hvor serier som Mad Men har fået kultstatus. 

"Kvaliteten er tophøj, det er bare ikke lig med, at det har bredde. De er også meget segmenterede efter det kabelunivers, de er født i som fe.sk. HBO. Men det er betalingstjenester, der ikke går bredt ud, men er mere elitære," siger Merete Eldrup.

"Hvis du ser på, hvor mange spaltemillimeter Mad Men har fået i forhold til, hvor mange der ser serien, er det helt ude af proportioner. Mad Men ville heller aldrig komme op i seertal, som Desperate har haft, hvis den blev sendt på TV 2. Det er et meget smalt segment, der ser den, det er ikke en bred blockbuster."

Stadig brug for serier
Det betyder dog ikke, at TV 2 kan sløjfe den post på budgettet, der går til indkøb af US-producerede serier.

"Der er også lavsæsoner og eftermiddagsflader, og vores nichekanaler har i høj grad brug for de amerikanske tv-serier. De er ikke udspillet, men i forhold til, at de har kunnet ligge som et godt billigt program en hverdagsaften, som vi har kunnet med Desperate Housewives - det tror jeg bliver rigtig svært fremover."

Det må alt andet lige betyde en dyrere primetime?

"Der er ikke meget, der bliver billigere, når det gælder programmer - hverken dansk produceret indhold eller tv-serier."

Næste onsdag sender TV 2 programmet 'Operation X' kl. 20.40, hvor Desperate Housewives plejer at husere. 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu