Bureauer om ny ungdomskanal fra SBS: Det ser rigtigt ud

SBS' lancering af 7'eren er reelt det eneste forsvar og angreb, som SBS har til rådighed, og det tegner godt - i hvert fald på papiret, siger mediabureauerne.
Per Fanefjord Laursen

Det kan ligne et farligt farvand, som SBS TV bevæger sig ud i med introduktionen af ungdomskanalen ‘7’eren’ den 1. januar.

7’eren henvender sig til de 15-25-årige, men mødes af TV 2 Zulu, der er et stærkt brand med godt tag i sit segment. Samtidig nedlægger DR Mama-brandet og lancerer i stedet DR3 i 1. kvartal. Målgruppen hedder 15-39 år.

Alligevel giver det mening for SBS, der opererer i den kommercielle verden, at søsætte 7’eren, vurderer Mindshare.

“7’eren vil indgå som del af SBS’ ”pakkesalg” af reklamer. SBS kan dermed optimere sit varelager og effektivisere sit salg. Det vil øge deres reklameindtjening,” siger Chief Trading Director Nino Cardell.

Passer i porteføljen
Dernæst er der abonnementssalget. Når SBS går til antenneforeninger, passer 7’eren ganske godt ind i porteføljen:

“SBS kommer nu med en vifte af tv-stationer - måske mangler de lige en Charlie. Voice TV var på vej ud flere steder, og nu udnytter de Voice´s feedet – hvilket er godt tænkt . Men det bliver alligevel en hård kamp at sikre penetration. Ingen penetration – ingen seere og indtægter.”

OMD mener, at SBS griber den eneste løsning, man har til rådighed:

“Hvis SBS skal holde skansen og endda vokse, er der ikke andre veje end at videreudvikle Voice TV's målgruppe. De kan hverken på TV 2 Fri-vejen eller i DR K-retning,” siger Trading Director Claes Bragaard.

Digital killed the videostar
“Videokanaler er vist passé, og de nye planer - med Casper Christensen og Douglas på sidelinjen - ser helt rigtige ud. Meget fra Casper Christensen rammer målgruppen godt. Men det er alt sammen på papiret. Vi har ikke set en fuld programplan endnu,” siger Claes Braagaard, også med det forbehold, at forår 2013 er ekstra usikker. Og tv-forbruget er faldet blandt yngre seere.

7’eren er en naturlig videreudvikling af Voice TV, som giver god mening som befæstning af SBS, mener TV Director Finn Kristensen, Mediacom, der henviser til en tredje faktor i foråret 2013, nemlig at MTV og Vh1 nu sælges via TV3.

Seerprofil som gennemsnitsalder
SBS’ generelle seerprofil er allerede relativ ung, viser en oversigt over udvalgte kanalers gennemsnitlige alder.

Kanal 4 39 år
Kanal 5 40 år
6’eren 42 år
TV 2 Zulu 36 år
DR Mama 40 år
*) DR Mama et programvindue på DR HD

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu