TV3: Vi ser tiden an

DR1's beslutning om at rykke den sene TV Avisen får ikke TV3 til at tænke anderledes i programplanlægningen - foreløbig.

Selvom flytningen af TV Avisen på DR1 først og fremmest kommer til at betyde konkurrence for 22 Nyhederne på TV 2, så kan det også give overvejelser omkring programlægningen i de kommercielle tv-selskaber. Især hvis flytningen får TV 2 til at ændre aftenfladen.

"Det er da super spændende. Det lyder jo først og fremmest som en krigserklæring mod TV 2’s 22:00 nyheder. Men vi må se på, hvordan hele lineuppet kommer til at se ud, og om det giver anledning til justeringer på TV 2 også," siger Peter Slot, Head of programme planning and acquisitions hos TV3 i en kommentar til TVA-flytningen.

Hos SBS Media er der ingen kommentarer til DR's planer.

Ifølge de foreløbige meldinger har TV 2 ikke tænkt sig at ændre fladen, men vil også se TVA-flytningen og dens effekt an. Til Berlingske Nyhedsbureau siger TV 2's nyhedsdirektør Michael Dyrby:

"Vi er vant til at have stærk konkurrence både klokken 19 og 22, og det er ikke sådan, at vi skal gøre alt muligt anderledes nu. Vi kommer ikke til at flytte sendetidspunkter. Efter min mening har vi de bedste sendetider for nyheder," siger Michael Dyrby, der ikke afviser, at TVA-flytningen vil få betydning for TV 2.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu