'Big Brother' i sin første seerkrise

Seertallet til 'Big Brother' falder og nærmer sig et kritisk lavt niveau, advarer mediabureauer. SBS TV mener, det er midlertidigt.
Per Fanefjord Laursen

Seertallene til ‘Big Brother’ hovedprogrammet kl. 21-22.00 har været vigende siden lanceringen den 30. januar. Den første uge leverede Kanal 5-programmet et opmuntrende gennemsnit på 151.500 seere, faldende til 128.000 i uge to og 113.500 i uge tre.

Det er især fredag aften, hvor andre programmer trækker mågruppen væk, der ødelægger gennemsnittet.

“Seertallene til Big Brother er ikke vanvittig høje, men de har endnu en positiv effekt på Kanal 5. Om end Big Brother ikke bør have hele æren for fremgangen til Kanal 5 og SBS,” siger broadcast director Jakob Olsen, IUM.

“113.000 lyder ikke godt. De havde 100.000 seere i 21-22.00-timen sidste år, så hvis ikke det kommer op på mindst 130.000, er det i mine øjne klart utilfredsstillende,” siger MEC’ broadcast director Flemming Jensen.

Vinterferie trak ned
SBS TV er meget tilfredse med seertallene på Big Brother, men minder om at vinterferien i sidste uge betød, at færre unge så tv om aftenen.

“I de sidste to dage har vi ligget på seertal over 140.000, så vi har svært ved at være skuffede. Samtidig glæder vi os over, at vi i modsætning til sidst, vi viste Big Brother har mange flere egenproduktioner. Big Brother bliver altså ‘flødeskummet på lagkagen’. Vi har som den eneste af de store tv-stationer haft vækst i seerandele i 2012, vel og mærke på samtlige af vores fire kanaler," siger programdirektør Peter Rosberg, der minder om, at Big Brother løber over tre måneder, og at man bør se på seertallene i det lange stræk.

Positiv effekt for SBS
Hele Big Brother-konceptet har da også - trods vigende seeropbakning i sidste uge - fortsat en positiv indflydelse på SBS’ hovedkanal, Kanal5, noterer IUM. Kanal5s gennemsnitlige share i 21-50 år var 8,2 procent i uge 5-7 - mod 7,5 procent i 2011.

Kanal5 vinder også helt nye seere. Kanalens ugentlige dækning var på 58,2 procent i uge 5-7 - mod 47,5 procent i 2011. Tilgangen af nye yngre seere har både TV 2 og DR fået at mærke på deres markedsandele.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu