Se og Hør i Big Brother-samarbejde med SBS

I forbindelse med premieren på Big Brother har Allers Se og Hør og SBS indgået redaktionelt samarbejde.
Cecilie Thorup

Hvis man slår op i Se og Hør, vil man støde på en massiv dækning af SBS’ nye reality-satsning, Big Brother, der har premiere i aften. Det skyldes et redaktionelt samarbejde, som er blevet indgået mellem Aller og SBS Media.

”Se og Hør’s opgave er at give vores næsten 700.000 læsere den optimale dækning af, hvad der sker bag kulisserne i de store tv-programmer. Derfor "leger" vi gerne med tv-stationerne, når det kan ske, uden at vi mister vores redaktionelle frihed. Derfor har vi indgået et redaktionelt samarbejde med SBS om Big Brother, der giver Se og Hør mulighed for at bringe historier, som ingen andre medier kan,” siger chefredaktør for Se og Hør, Kim Henningsen.

Flere seere -flere læsere
Han kalder aftalen for en ”win-win" situation.

”Hvis Se og Hørs massive dækning betyder et øget seertal til Big Brother, er det også til vores fordel, for Big Brother-seerne er typisk vores læsere. Som jeg ser det, er det en win-win situation for begge parter,” siger Kim Henningsen.

Marketingdirektør Sandor Neumann fra SBS Media forklarer, at samarbejdet er en del af multimedie-strategien omkring Big Brother.

”De moderne forbrugere er blevet storforbrugere af medier og benytter derfor ofte flere medier på samme tid. SBS Media ønsker at imødekomme det behov, og derfor vil vores store satsning Big Brother være at finde på vores tv-stationer, radiostationer og websites. Målgruppen til Big Brother er også storforbrugere af ugeblade og i den sammenhæng har det været helt naturligt at lave et uforpligtende samarbejde med Se og Hør,” siger marketingdirektør, Sandor Neumann.

Det er ikke første gang, Aller og SBS har indgået redaktionelt samarbejde. Da Topmodel havde premiere i efteråret, havde SBS en aftale med Modemagasinet Elle.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu