Jyske Bank i tv-gråzone på TV3

Modstridende interesser gør, at TV3 og Jyskebank.tv ikke kan blive enige om, hvorvidt bankens nye boligprogram til TV3 er reklame eller ej.

Er boligprogrammet '2 boliger - 1 pris' på TV3 en reklame eller et tv-program? Det er Jyskebank.tv, der har udviklet og produceret programmet, langt fra enige med TV3 om, skriver FinansWatch.dk.

For Jyske Bank og Jyskebank.tv er det vigtigt, at det én time lange program ses som reklame for banken, der også betaler TV3 for at få programmet sendt. Hvis ikke kan banken nemlig komme på kant med den lov, der forhindrer banker i at drive andet end finansvirksomhed.

"Vi betragter det som en kommunikations- og marketingsaffære: Vi laver en annonce - må vi det? Ja, det må vi godt," siger kommunikations- og marketingsdirektør Frank Pedersen fra Jyske Bank til Finanswatch.

TV3: Det er ikke reklame
I TV3 insisterer man derimod af gode grunde på, at programmet, der havde premiere i går, er et redaktionelt produkt på linje med andre programmer i fladen - og ikke en timelang reklame for Jyske Bank.

"Vi opfatter det i den grad som et redaktionelt produkt. Det er et produktionsselskab, der hedder Jyske Bank-TV, der producerer programmet, og det er ikke anderledes, end hvis det var Metronome eller Nordisk Film. Der er en TV3-redaktør på, der sikrer kvaliteten," siger pressechef Søren Hedman fra TV3.

Også programdirektør Morten Mogensen, TV3, afviser, at programmet er 100 pct. reklame. TV3 ser derimod programmet som et såkaldt AFP-program, et program, der er fundet af en sponsor på linje med tidligere TV3-programmer som 'Oslobåden', der blev lavet i samarbejde med DFDS, men med en ekstern producent.

"De skal jo leve op til de samme krav som hvis for eksempel Metronome leverer et program til os. Vi er jo ikke kritikløse. Det vil rent programmæssigt ikke give mening fra os, og det tror jeg også seerne vil tage afstand fra. Det her program er behandlet fuldstændig på lige fod med for eksempel luksusfælden. Det skal leve op til samme programmæssige kriterier. Det er det, vi lever af," siger Morten Mogensen.

Hvor meget Jyske Bank ud over produktionsomkostningerne har betalt som sponsor for at få programmet på TV3 er uvist.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu