TV 2 tror på næsten fuldt hus

TV 2 tror på en foreløbig udbredelse på 95 pct. til hovedkanalen efter nattens overgang til betalingskanal.

TV 2 står til at komme næsten usvækket gennem overgangen til betalingskanal. Koncernen har regnet på hovedkanalens nye udbredelse ud fra oplysninger om salget af abonnementer hos tv-leverandørerne, og regnestykket tyder på en udbredelse på omkring 95 procent af husstandene per 11. januar. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

"Det ser lovende ud og er klart over forventning. Vi har frem mod nattens overgang til abonnementsbetaling slået på, at TV 2 er værd at beholde, og tallene tyder på, at danskerne er enige. Den opbakning vil vi meget gerne kvittere for, og den foreløbige udbredelse er gode nyheder for public service-tv til danskerne, og det betyder, at vi også fremover kan producere relevant, dagsordensættende og seværdigt fjernsyn af høj kvalitet," siger TV 2's administrerende direktør, Merete Eldrup, i meddelelsen.

Hun forventer, at tilslutningen vil stige yderligere - ikke mindst i forbindelse med sommerens sportsbegivenheder på TV 2, herunder EM i fodbold, Tour de France og OL i London - en forventning, der bekræftes af distributørernes melding om stort salg i de seneste uger.

Det første officielle tal for TV 2's udbredelse efter overgangenkommer først midt i april, når Gallup offentliggør sit såkaldte Annual Survey for 1. kvartal 2012.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu