Stofa åbner for mobil tv-sening uden for hjemmet

Danmarks næststørste kabel-tv-selskab gør det nu muligt at se tv-kanaler på mobil og tablet – også når man ikke er hjemme.
MediaWatch

Stofa gør det nu for formodentlig første gang i Europa muligt at se net-tv uden for hjemmet. De, der har både tv og internetforbindelse hos Stofa, vil kunne se DR's kanaler, de svenske og norske kanaler, tyske ARD, ZDF, SAT1, Super RTL, spanske TVE International, Nick Junior og franske TV5 via et lille program på deres Apple- eller Android-telefon eller gennem deres almindelige internetprogram. Det drejer sig om ca. 175.000 danske husstande. Det skriver Berlingske.

”Målet er fortsat, at alle kanaler skal med, og vi arbejder på at sikre rettigheder til at udvide pakken. De nuværende kanaler udgør lige omkring 20 procent af det samlede antal. Vi når ikke dem alle i 2012 men forventer absolut, at alt TV bliver mobilt," siger Stofas salgs- og marketingsdirektør Michael Broch Hansen, som i første omgang mest forventer, at folk vil se tv i kortere perioder på den nye måde.

Hidtil har man kun kunnet se fjernsyn på sin tablet, bærbare eller smartphone, så længe man befandt sig derhjemme. Stofas mobile tv-tilbud kræver, at de antenneforeninger, som er Stofas største kunder, har en såkaldt fordelsaftale, som også giver adgang til net-tv derhjemme. Det har omkring halvdelen af Stofas 350.000 kunder. Den mobile net-tv-løsning koster ikke ekstra.

En række tv-selskaber ønsker ikke at ride med på den mobile bølge. Derfor kan man i første omgang ikke se TV 2, Visats TV3 og SBS’ Kanal 4 og Kanal 5, når man forlader hjemmet.

- CT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu