Boxers danske sats har kostet 400 mio.

Tv-distributøren tror dog stadig på at opnå en sund forretning på det danske marked - TV 2's overgang til abonnementsbetaling bliver et skridt på vejen.
MediaWatch

Regnskaber for det svenske statsselskab Teracom, som ejer tv-distributøren Boxer, viser, at man har investeret stort i satsningen på et gennembrud på det danske tv-marked. Det skriver Børsen.

Det samlede tab på den satsning rammer snart en halv milliard. Teracom mistede 189 mio. svenske kroner på danske Boxer i årets første ni måneder, og i samme periode før havde man et minus på 226 mio. kr.

Men Steen Ulf Jensen, der er Boxers danske chef og adm. direktør, forholder sig roligt.

”Vi har heldigvis licens frem til 2020, og vi har hele tiden sagt, at det vil tage fire-fem år at blive profitable. Det venter vi stadig,” siger han.

Boxer har netop fejret sin to års fødselsdag. I november rundede operatøren 100.000 kunder, og man forventer at kunne tiltrække en stor del af de 300.000 danskere, der skal beslutte sig for, om de vil beholde TV 2’s hovedkanal.

I den anledning har de i følge Børsens oplysninger hyret 300 folk ekstra ind til kundesupport.

Men de er ikke de eneste, der kæmper om de nye tv-kunders gunst. Forventningen hos TDC er, at man kommer til at hente over 60.000 nye tv-kunder omkring indførelsen af brugerbetaling hos TV 2. 

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu