Medier i lækage-skudlinjen

Danske medier er kommet under stærk beskydning for både magtmisbrug og dobbeltmoral i forbindelse med lækagesagerne.
MediaWatch

”Lækagesagen er i lige så høj grad en medieskandale, som det er en politisk skandale.”

Således anklager Mark Ørsten, lederen af journalistuddannelsen på RUC, medierne i Politiken i dag i kølvandet på Ekstra Bladets offentliggørelse af den lydfil, der angiver tidligere spindoktor Jacob Winther som lækagen, der gav TV 2 oplysninger om danske jægersoldaters mission til Irak i 2007.

Forskningschef Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er enig i kritikken.

”Sagerne viser, at medierne giver kildebeskyttelse til talsmænd for magten, og at de i ly af kildebeskyttelsen planter information i strid med tavshedspligten. Efter min vurdering giver medierne i alt for høj udstrækning kildebeskyttelse til magtens repræsentanter, hvor meningen var, at kildebeskyttelsen skulle være en ventil for whistle-blowere, der fortæller om magtmisbrug,” siger han til Politiken.

 Flere medievirksomheder får desuden kritik for håndteringen af sagen - heriblandt TV 2 for på den ene side at udvise høj kildebeskyttelsesmoral udadtil, mens journalisterne indadtil bryder den.

 ”TV 2 udviser en dobbeltmoral, når de siger noget i én sammenhæng og gør noget andet i en anden sammenhæng. Det virker, som om de opfører sig efter forgodtbefindende, og det er bestemt ikke noget, der gavner journaliststanden,” siger Stig Hjarvard, medieforsker ved Københavns Universitet, til Information.

 Det er adm. direktør i Hansen PR, Lotten Hansen enig i, og påpeger at situationen er medvirkende til en negativ branding-værdi.

”Situationen udstiller det dilemma, der handler om, at journalister på den ene side lever af at kunne have fortrolige samtaler med deres kilder, mens deres ledelse skal opretholde en høj moral, og det viser, hvor svært det er at være en troværdig chef i en medievirksomhed,” siger hun til Information.

Også DR har modtaget kritik for ikke at offentliggøre lydfilen.

”Hvem er det, DR beskytter?” spørger Mark Ørsten i Politiken.

Nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, indrømmer, at han godt kan se befolkningen må stå hovedrystende tilbage, når de største medievirksomheder ikke involverer dem i så store hemmeligheder.

 ”Men et ord er et ord,” siger han. 

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu