'The Killing' fik kniven af seerne

Kanal 5's kriminalserie ’The Killing’ blev kun set af 75.000 seere søndag aften kl 20.00, eller kun cirka en tredjedel af premieretallet for få uger siden. Den amerikanske udgave af DR1’s Forbrydelsen kom ellers særdeles godt fra start på Kanal 5 for nylig. ’The Killing’ red på presseopmærksomhed og mange anmelderroser, hvilket sikrede nydelige premieretal til 1. og 2. afsnit på henholdsvis 215.000 og 207.000 seere. De to afsnit blev sendt lige efter hinanden.
Per Fanefjord Laursen

Kanal 5's kriminalserie ’The Killing’ blev kun set af 75.000 seere søndag aften kl 20.00, eller kun cirka en tredjedel af premieretallet for få uger siden.

Den amerikanske udgave af DR1’s Forbrydelsen kom ellers særdeles godt fra start på Kanal 5 for nylig. ’The Killing’ red på presseopmærksomhed og mange anmelderroser, hvilket sikrede nydelige premieretal til 1. og 2. afsnit på henholdsvis 215.000 og 207.000 seere. De to afsnit blev sendt lige efter hinanden.

Men forrige søndag styrtdykkede den amerikanske udgave så til blot 62.000, og i søndags kunne SBS registrere, at den genvandt noget af populariteten.

SBS har i mellemtiden tilført The Killing opbakning med regulær annoncering for at holde på seerne.

Informationschef Jesper Jürgensen, SBS TV, erkender, at den fine premiere på The Killing med både gode anmeldelser og seertal, blev afløst af et dybt fald.

”Vi kan allerede nu med afsnit fire se en stigende tendens, da serien i søndags løftede sig med over 25 procent i Kanal 5's målgruppe, personer 15-50. Vi har en tro på, at mange seere vil holde fast i serien. Selvom de føler de kender historien, er der jo tale om en ny indspilning og med en ny morder.”

I USA har tv-stationen AMC, der viser serien, bestilt endnu en sæson med Sarah Linden, som Sarah Lund er omdøbt til.

’The Killing’ har i gennemsnit haft 2,2 millioner seere til hvert afsnit, og det er nok til, at tv-stationen tør binde an med endnu en sæson.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu