SF: TV 2-aftale ændres efter valg

S og SF ønsker en genforhandling af TV 2-aftalen om abonnement. Konservative og DF er lydhøre.
Per Fanefjord Laursen

S og SF siger nu direkte til regeringen, at forligsparterne bør genoverveje og genforhandle TV 2-aftalen om at indføre brugerbetaling på fra januar 2012, fordi ordningen har flere uheldige bivirkninger.

Socialdemokraterne og SF har fortrudt forliget, de selv indgik i januar 2009 og ønsker en ny diskussion af mulighederne for at holde en økonomisk hånd under TV 2-hovedkanalen, der har væsentlige public service-forpligtelser, men står til at tabe share og reklameindtægter mange år frem.

SF ønsker licens genindført
”Den bedste løsning er at opgive privatiseringen af TV 2 og gå tilbage til at give stationen licensmidler«, siger SF’s medieordfører Holger K. Nielsen til Politiken.

”Kommer vi i regering efter et valg, vil vi gøre vores til, at ordningen ikke bliver til noget,” siger han.

SF var som nævnt selv med at til at vedtage ordningen for to år siden. Målet var at sikre, at TV 2 fortsat kunne producere kvalitets-tv. Det var regeringen, DF, de radikale, S og SF, der blev enige om at give TV 2 lov til at opkræve abonnementsbetaling på 20-25 kroner om måneden - en ekstra indtægt på ca. 300 mio. årligt.

Selvforskyldt problem
Forligspartierne indførte selv problemerne ved samtidig at beslutte, at alle danskere uden betalings-tv fortsat skulle kunne se TV 2 gratis. Men arbejdet for at sikre, at ca. 300.0000 hustande kan se TV 2 uden at betale, er så administrativt besværlig og dyr, at det måske ikke er umagen værd. Derfor gentager S og SF sine oprindelige ønsker om, at TV 2 igen får licens.

S-medieordfører Mogens Jensen stemte for redningsmodellen, men ville hellere have haft genindført licens. Han luftede allerede sine bekymringer på MediaWatch for tre uger siden

Konservative: Kom med konkret alternativ
Regeringen afskaffede licens til TV 2 i 2004, og ny licens har hverken opbakning i regeringen eller i Dansk Folkeparti. Regeringen ønsker stadig at privatisere TV 2 og håber, at stationen på et tidspunkt kan sælges. Det var netop årsagen til, at man afskaffede licensen for seks år siden.

Men den konservative medieordfører, Rasmus Jarlov lytter gerne til et konkret, bedre forslag end den model, der nu ligger på bordet. Forligspartierne. Kan stadig nå at revurdere det.
Også Dansk Folkeparti er ifølge medieordfører Karin Nødgaard villigt til at drøfte modellen og lytte til kritikken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu