H.A.S.H.-julekalender har filmpotentiale

Den afviste DR2-julekalender 'H.A.S.H' kan ende som spillefilm.
Per Fanefjord Laursen

Julekalenderen H.A.S.H., der blev afvist af DR2 i 2009, kan ende som en spillefilm.

Julekalenderen, der havde et budget på 9 mio. kr.,  er blevet en pæn succes på nettet, og nu er der opstået en plan om at lade historien om de danske soldater i Afghanistan fortsætte som en biograffilm, skriver Jyllands-Posten.

Dermed kan serien muligvis gå i fodsporerne på den succesrige 'Klovn - The Movie' og muligvis en kommende filmudgave af TV 2-serien 'Lærkevej'.

Producenten Niels Bald siger, at han efter visningen af H.A.S.H. på nettet har modtaget mange henvendelser fra folk, der sætter pris på, at der på denne måde rettes fokus på de danske soldaters hverdag i Afghanistan.

"Derfor ser jeg, at markedet er åbent for en opfølgende spillefilm, samtidig med at jeg håber på, at det på en ny måde kan være med til at sætte fokus på den hverdag, som de udsendte soldater møder, når de returnerer fra krigsskuepladsen,” siger Niels Bald til Jyllands-Posten.

Filmen har et budget på 8 mio. kr. og Niels Bald satser på at kunne få støtte til den fra bl.a. Det Danske Filminstitut.

På trods af DR2-kanalchef Arne Notkins beslutning om ikke at vise H.A.S.H.-julekalenderen, mener Niels Bald ikke, det er umuligt, at også DR kunne gå økonomisk ind i projektet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu