TV 2: 2011 bli'r vækstår på alle fronter

Trods vigende seerandele vil TV 2-koncernen i 2011 levere stigende indtjening på alle forretningsområder, lover den kommercielle direktør, der præsenterer nye priser i dag.
Per Fanefjord Laursen

TV 2's kommercielle direktør er fortrøstningsfuld om TV 2's økonomiske salgsresultater i 2011, før TV 2 i dag præsenterer sine nye 2011-priser for annoncørerne og mediabureauerne.

TV 2-gruppen er også i 2011 tvunget til at acceptere den udfordring, at koncernens andel af den kommercielle sening er vigende. TV 2's 20-årige eksklusive plads og særlige anseelse i annoncemarkedet risikere at smuldre hos mediabureauerne, fordi hovedkanalen taber kommerciel share, og nichekanaler ikke kan kompensere.

Flere penge ud fra færre seere
Det er realiteterne. Men det betyder ikke, at TV 2 ikke vil kæmpe for at trække flere penge ud af reklamemarkedet, forsikrer kommerciel direktør Flemming Rasmussen.
 
”Sagen er, at den kommercielle seerandel er uinteressant for den enkelte annoncør, så længe at seersammensætningen, den daglige sening samt evnen til at genere nettodækning er intakt, og det er den på TV 2's hovedkanal,” understreger han, og fortsætter:

“Hovedopgaven i 2011, som den var i 2010, er at blive endnu bedre til at kapitalisere på de seere, vi tiltrækker. Vi intensiverede vores produktudvikling på tv i 2010, og jeg kan love, at denne udvikling fortsætter i 2011, trods vigende seerandele," siger Flemming Rasmussen.

Ekstra penge i abonnement
TV 2 undgår ikke en hård kamp om reklamekronerne, men til gengæld ser det ud til, at TV 2-koncernen fortsat kan optimere dele af indtjeningen fra abonnement; især TV 2 News, som er et stærkt brand, og som tegner til at blive mere og mere uundværlig i husstandene. Også TV 2 Charlie har et prispotentiale i 2011.

“Vort potentiale på abonnementsmarkedet er blevet optimalt udnyttet de senere år,” siger Flemming Rasmussen med reference til, at TV 2 i løbet af syv år har skaffet sig en høj penetration og pæne abonnementsindtægter for alle fire nichekanaler.

”TV 2 News og TV 2 Film har et potentiale for øget penetration, men ellers har vi nok toppet på det felt. Distributørernes kamp om husstandene har blandt andet betydet et stort prispres, og det har aldrig før været så svært at gennemføre prisstigninger på betalingsmarkedet, som netop nu. Ikke desto mindre, så stiger prisen på TV 2 News og TV 2 Charlie i 2011. Men der er også en risiko på betalingsdelen, for markedstendensen er klart, at husstandene neddrosler antallet af kanaler til dem, de allerhelst vil have.”

Tocifret online vækst
TV 2 er en førende online aktør, men er som alle andre presset på prisen for onlineannoncering. Skal TV 2 øge omsætningen på sine 1,6 mio. månedlige brugere, kræver det nye produkter og ny prissætning, som TV 2 offentliggør mere om senere i dag, mandag.

”Vi skal i hvert fald levere en tocifret vækst på vore internetaktiviteter i 2011, hvoraf annoncering udgør ca. 60-70 procent, og abonnement på TV 2 sputnik primært tegner sig for resten”, siger Flemming Rasmussen.

2010-vækst på alle fronter
Når det gælder indeværende år, forventer den kommercielle direktør, at TV 2 ender med at omsætte for ca. 1,3 mia. kr. på tv-reklame.

“Vi har desværre ikke kunnet fastholde vores andel af tv-markedet i 2010, og det ser ud til at TV 2's vækst i indeværende år ender et par procentpoint under tv markedets vækst i 2010,” siger han, og forventer, at tv vokser med omkring 10 procent i år efter et stærkt tredje kvartal og et lidt mere moderat fjerde kvartal.

Abonnentsomsætningen var godt 600 mio. i 2009 og estimeres til en vækst på ca. seks procent i 2010.

Flemming Rasmussen spår videre, at TV 2's digitale omsætning går over 100 mio. i 2010.

Trp-auktioner fortsætter
Slutteligt erklærer Flemming Rasmussen sig tilfreds med TV 2's eksperiment med at sælge Zulus trp’er på auktion, uden at der dog er planer om at sælge andre kanaler på den måde.

“Zulus profil egner sig til auktionsmodellen, mere end de andre TV 2-kanaler. Nok er der ikke kommet flere penge til Zulu med auktionerne - især ikke i begyndelse af 2010, hvor tv-markedet endnu var faldende - men på længere sigt tror jeg, det bliver tilfældet.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu