Ny generaldirektør-udnævnelse tager måneder

Det bliver en længere proces for DR's bestyrelse at finde Kenneth Plummers afløser ifølge bestyrelsesformand Michael Christiansen.
MediaWatch

Det kan tage mellem tre til fire måneder før bestyrelsen i DR udnævner en ny generaldirektør. Det kom frem efter i et interview på TV 2 News med bestyrelsesformand Michael Christiansen.

I går aftes mødtes DR's bestyrelse i Michael Christiansens private kontor for at tage de indledende drøftelser vedrørende de kompetencer den nye generaldirektør skal have.

Michael Christiansen pointerede flere gange i interview med blandt andre Deadline og News, at DR står på tre ben: Nyheder, underholdning og kultur, hvilket er områder der gerne skulle være velkendte for den kommende generaldirektør. Men kravende om journalistisk forståelse, viden om mediedrift og -ledelse samt indsigt i økonomistyring kan blive meget svært at opfylde.

Når bestyrelsen har lagt sig fast på, hvilke ideale krav de opstiller for den næste generaldirektør, bliver stillingen slået op og et headhunterbureau bliver hyret til at finde egnede kandidater.

Michael Christiansen slog i går fast, at "bestyrelsen slet ikke er der", hvor den diskuterer mulige kandidater til posten, ifølge hans udtalelser på News.

Michael Christiansen afviste også, at han eller bestyrelsen skulle have presset på for Plummers afgang i forbindelse med den mediestorm, der har ramt ham i kølvandet på portrætbogens afsløringer af, at han blandt andet har videregivet fortrolige oplysninger om ansøgerne til sin egen post samt rettet alvorlige anklager mod tidligere direktør i DR.

Mødet torsdag skulle have handlet om, hvordan bestyrelsen forholdt sig til oplysningerne i bogen, men Kenneth Plummer valgte at komme bestyrelsesmødet i forkøbet ved at trække sig som generaldirektør forinden.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu