Mette Vibe Utzon forlader DR

Vært på DR1's udenrigsmagasin Horisont, Mette Vibe Utzon, stopper i DR efter denne sæsons Horisont.

Opdateret. Uenighed med ledelsen i DR Nyheder har fået Horisont-vært Mette Vibe Utzon til at takke af i DR til december.

"Jeg holder meget af DR, men DR Nyheders ledelse og jeg har ikke kunnet blive enige om, hvad jeg skal lave fremadrettet. Derfor stopper jeg," siger Mette Vibe Utzon i en pressemeddelelse fra DR.

Ifølge MediaWatch oplysninger og ekstrabladet.dk blev Mette Vibe Utzon bedt om at tage et vikariat på DR Update for Lotte Thor Høgsberg, der går på barsel i december. Den midlertidige rolle kunne Mette Vibe Utzon ikke se sig selv i.

Mette Vibe Utzon fortsætter på skærmen indtil den 13. december, hvor sæsonens sidste Horisont bliver sendt. Når magasinet vender tilbage i januar, bliver det med en ny frontfigur.

"Jeg er selvfølgelig ærgerlig over af, at Mette har valgt at forlade DR, for hun har med succes været en markant profil på DRs' udlands-flagskib de sidste to år. Vi ville godt have beholdt Mette, men hun har foretrukket at søge udfordringer uden for DR, og det ønsker jeg hende alt mulig held og lykke med," siger ledende redaktionschef i DR Nyheder Ralf Stenholt Anderson i meddelelsen.

Mette Vibe Utzon har været reporter og vært på Horisont siden 2008, hvor hun vendte tilbage til DR1 efter at have været to år på TV 2 News. Hun har tidligere været vært på blandt andre DR1's Kontant, TV Avisen, Nyhedsmagasinet, Profilen og Magasinet Søndag og er bl.a. forfatter til bogen 'Førstedamer'.

I forbindelse med den seneste sparerunde i DR, der udmøntede sig i en række fyringer i slutningen af august, har flere andre kendte DR-profiler forladt mediehuset i Ørestaden i efteråret, heriblandt Kurt Strand, Lene Johansen, Eva Jørgensen og Lars Daneskov.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu