Kritik af TV Avisen

DR fravalgte søndag aften nyheden om, at Venstres kritiserede pressekonsulent fratræder sin stilling. Den prioritering vækker undren hos kollegerne.
MediaWatch

Konsulent i Venstres pressegruppe, Ditte Okman, er fratrådt sin stilling efter kritikken af, at hun på facebook beskrev en folketingspolitiker som psykisk syg. Den nyhed valgte TV Avisen ikke at bringe, hvilket vækker undren blandt kollegerne i mediebranchen.

”Jeg noterer mig to ting i den forbindelse: 1: at TV-avisen ikke kørte den ellers ret oplagte historie. Og 2: hvem der var studievært,” siger TV 2’s politiske redaktør, Henrik Quortrup, til Politiken.

Han henviser til, at TV-avisen søndag aften blev læst op af Mette Walsted Vestergaard, som privat er veninde med Ditte Okman.

Også Berlingske Tidendes chefredaktør og tidligere nyhedschef på Danmarks Radio, Lisbeth Knudsen, undrer sig.

”Min samlede vurdering af historien er, at det er en del af nyhedsbilledet, som bør formidles,” siger hun til Politiken.

DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup, kalder historien om Ditte Okman en ”tabloidhistorie, der ikke lever op til de største væsentlighedskriterier.”

”Vores vurdering er, at den ikke skulle presse andre historier ud. Vi har dog omtalt den,” siger han til Politiken.

- SF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu