Rapport støtter Kronborgs TV 2-træk

Kritikken af Anders Kronborgs beslutning om TV 2-byggeriet på Teglholmen bliver tilbagevist i ny revisionsrapport.
MediaWatch

Fra en forventet udgift på 30 mio. kr. i 2005 voksede udgifterne til TV 2's byggeri af domicilet på Teglholmen til en pæn slat på 175 mio. kr. i 2007.

Men der var gode grunde til stigningen, som var et resultat af at TV 2 blandt andet lancerede nyhedskanalen TV 2 News, konkluderer en rapport fra PricewaterhouseCoopers for Kulturministeriet, som Børsen har fået aktindsigt i.

Det ligner en begmand til Rigsrevisionen, der i en rapport tidligere har kritiseret dispositionerne i forbindelse med byggeriet. PricewaterhouseCoopers kommer derimod frem til, at byggeriet ikke har påført TV 2 tab, samt at alternative lejemål ville have været en meget dyrere løsning, skriver Børsen.

Havde TV 2-ledelsen med Anders Kronborg som konstitueret direktør ikke færdiggjort udvidelsen af byggeriet, kunne det således have kostet TV 2 over 200 mio. kr. Derfor kan ledelsen ikke bebrejdes for at gennemføre byggeriet, som allerede blev vedtaget i 2005 før Per Mikael Jensen kom til som adm. direktør, fremhæves det i rapporten.

Heller ikke et tidligere kritikpunkt i Rigsrevisionens rapport om, at TV 2's distributionsaftaler med Viasat og Canal Digital ikke var til TV 2's fordel, får opbakning i den seneste rapport.

- TBH 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu