Uffe Ellemann: Operation X er dybt ulækkert
Konkurrencen om at underholde seerne kan koste den journalistiske troværdighed dyrt, når skjult kamera og ulovlig indtrængen tages i brug. Det er budskabet fra Uffe Ellemann-Jensen, i et interview med Journalisthøjskolens avis, Illustreret Bunker.
”Jeg synes, Operation X er dybt ulækkert,” sige den tidligere udenrigsminister og TV-avisjournalist til Illustreret Bunker med henvisning til programmets brug af skjult kamera og ulovlig indtrængen i forbindelse med udsendelsen om dyrenes vilkår på danske minkfarme.
Redskaber som ulovlig indtrængen er udtryk for et usundt krav om at levere underholdende journalistik, som presser journalister til at bevæge sig ud i en etisk gråzone, mener Uffe Ellemann-Jensen. Men det er stadig den enkelte journalists opgave at stå mod presset.
”Ved at bryde loven går det ud over journalisternes egen troværdighed. Man bryder den tillid, der skal være mellem journalisterne og det omgivne samfund, og derved undergraver man sin egen position,” siger Uffe Ellemann-Jensen.
Hele interviewet kan læses på side 16 i Illustreret Bunker, 2009-7, som er lagt ud på avisen hjemmeside.
- TGF