TV 2 satser med 'Lærkevej'

Det er både et økonomisk og genremæssigt sats, TV 2 lancerer i aften kl. 20 med dramaserien 'Lærkevej'.
Per Fanefjord Laursen

Det er dansk drama i den økonomisk tunge klasse, der i aften har premiere på TV 2, når første af i alt ti afsnit af 'Lærkevej' toner frem.

"'Lærkevej' og vores kommende serie 'Blekingegade' ligger klart i den dyre ende i forhold til, hvad vi ellers producerer," siger programchef på TV 2, Keld Reinicke, der ikke vil oplyse, hvor dyr en produktion der er tale om.

'Lærkevej' er blevet til med hjælp fra Public service puljen med en produktionstøtte på 13 mio. kr. Ifølge tidligere oplysninger på MediaWatch er seriens budget hele 47 mio. kr. eller 17 mio. kr. mere end TV3's nye kriminalserie, der udspilles over 12 afsnit.

Forsigtige forventninger
TV 2's programplanlægning har valgt at placere serien på torsdage, fordi timeslottet kl. 20-21 på de tungere tv-aftener er udelukket.

"DR1 har søndage som sin dramaaften og public service-kontrakten forbyder også, at vi lægger drama mod drama. Lørdage viser vi 'Store Drømme', og fredagene er optaget af andre ting," siger programchefen.

TV 2 taler ikke offentligt om seertalsforventninger til 'Lærkevej', men tager forbehold for at genren er ny - 'Lærkevej' er nemlig også dansk premiere på genren "dramady".

"Vores dramaer dette efterår er ikke blot de velkendte kriminalgenrer, men afprøver nye veje. Der en ingen garanti for høje seertal, og det kan meget vel være, at 'Lærkevej' kræver lidt tilvænning hos seerne," siger han.

Tilsat Twin Peaks stil
'Lærkevej' handler om beboerne på en tilsyneladende helt almindelig parcelhusvej i Danmark. Men der lurer en hel del under overfladen. Hovedpersonerne er sympatiske, men de er allesammen lidt ulykkelige. Lærkevej beskrives som en blanding af de amerikanske serier Desperate Housewives og Twin Peaks - samt et lille anstrøg af filmen American Beauty.

I hovedrollerne ses blandt andre Søs Egelind, Laura Drasbæk, Anette Støvelbæk, Henrik Prip, Claus Riis Østergaard, Julie Wright og debutanten Sarah-Sofie Boussnina.

Hovedforfatteren bag Lærkevej er Mette Heeno, som tidligere har skrevet manuskript til bl.a. Langt fra Las Vegas, Terkel i knibe og Nynne. Serien instrueres af Kasper Gaardsøe, som også har instrueret nogle afsnit af Sommer og Livvagterne.

'Lærkevej' er optaget på HD video.

Fem afsnit om Blekinggade-sagen
Nu venter alle på TV 2's tredje bud dette efterår - serien 'Blekingegade' - der er i fem afsnit og har fået otte mio. kr. i støtte fra Public Service-puljen. TV 2 har endvidere en fjerde serie klar, der blev flyttet til 2010 af sparehensyn.

Det er serien 'Farlig Misson', der er en slags Spy Kids møder Guldregn, som Keld Reinicke formulerer det.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu