Avis: Lammet TV 2 savner Per Mikael

Det er en opskrift på katastrofe, hvis TV 2 ligger vingeskudt og handlingslammet i vandet i de næste tre år. Der skal Per Mikael-handlekraft på banen.
Per Fanefjord Laursen

Den advarsel leverer Fyens Stifsttidende i en leder.

Alt tyder på, at TV 2 vil ligge stille i tre år, indtil TV 2 fra 2012 formentligt får lov til at opkræve abonnementstindtægter på 300-400 mio årligt og får dermed en kraftig økonomisk indsprøjtning.

Avisen hæfter sig ved, at der fra 1. november lægges yderligere pres på tv-giganten i Odense, når DR, der i forvejen driver tre tv-kanaler, åbner tre nye digitale kanaler.

De er børnekanalen DR Ramasjang, historie- og kulturkanalen DR K og DR HD. Til den tid vil der være flere end 25 danske tv-kanaler, hvortil kommer de mange udenlandske tv-kanaler der tekster på dansk, så de efterhånden er lige så danske som meget af det, der sendes på dansk tv.

TV 2 står med andre ord i udfordringer til halsen, og det er TV 2-direktør Merete Eldrup, der skal vise både seere, medarbejdere, annoncører og kulturpolitikere, at hun kan navigere TV 2 sikkert gennem de foruroligende udfordringer, som stationen står i.

Smilende Eldrup
Eldrup er eminent til at smile optimistisk, når hun bliver spurgt om TV 2’s svære fremtid. Men optimistiske smil kan ikke skjule, at tv-stationen står i en krise, som kan koste den selvstændigheden og livet, skriver avisen.

TV 2 har udarbejdet vækststrategier for de kommende år, men tv-stationen anser tilsyneladende sig selv for at være handlingslammet frem til 2012, hvor alle danskere formentlig skal til at betale for at se TV 2. Det nytter ikke.

Per Mikael skabte nyt
Fyens Stiftstidende mener, at hvis TV 2 vil overleve på fremtidens tv-marked, må organisationen udvikle sig. Her kan Eldrup skele til sin udskældte forgænger, Per Mikael Jensen, der satte en ganske vist alt for hurtig vækststrategi i gang med nye tv-kanaler, men ikke desto mindre skabte en bredere platform under TV 2-familien.

TV 2 må vænne sig til, at det kræver nye kanaler, hvis man vil fastholde markedsandelen på fremtidens fragmenterede tv-marked. Indser man ikke dette, kan TV 2 ende som et dansk svar på de store amerikanske dinosaurer, netværk som ABC og CBS - nemlig små moderkanaler i et oprørt hav af tv-kanaler.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu