Eyeworks skal i tv-top tre

Et nyt gameshow og dansk tv-drama skal få Eyeworks fra oprykningsligaen til top tre blandt danske tv-producenter, siger den nye adm. direktør Esben Halding.
Tine Brødegaard Hansen

1. marts vendte Esben Halding tilbage til sin tidligere arbejdsplads Easy Film - det nuværende Eyeworks, fra en stilling som direktør for TV 2 Networks. Men denne gang som adm. direktør og med en ny ejer i ryggen. Det har sat skub i drømmen om en større bid af tv-produktionsmarkedet.

"Eyeworks skal være en af de tre største produktionsselskaber i Danmark, ikke fordi størrelsen i sig selv er vigtig, men den betyder at man kan have mange produktioner i gang samtidig, det giver flere ressourcer til at udvikle programmer selv," siger Esben Halding.

Han er oppe imod underholdnings- og gameshowkanoner som Metronome (Hvem vil være millionær?), Blu (X Factor), Nordisk Film (Go'morgen og Go'aften Danmark) samt Mastiff (Vild med dans).

Rygstød fra stort katalog
De har alle internationale ejere i ryggen, kun Nordisk Film har dansk ejer i form af Egmont. I sommeren 2008 blev det tidligere Easy Film opkøbt af Eyeworks, der har hovedkvarter i Amsterdam og er til stede i 16 lande.

"Kataloget skaber et godt rygstød, derudover giver Eyeworks og kollegaerne i de 16 forskellige lande muligheder for at udveksle ideer og fortælle om programmer, vi udvikler her i Danmark," siger Esben Halding.

Målet til at blive størst går gennem at udvide Eyeworks program-vingefang i Danmark.

"Vi har ambitioner om at gå ind i de klassiske underholdningsprogrammer og at komme ind på dramaområdet, så vi dækker flere genrer. Eyeworks amerikanske afdeling har udviklet et gameshow baseret på plat og krone, det er noget af det, vi forventer os meget af," siger Esben Halding.

I forvejen bygger Eyeworks i Danmark på Easy Films stærke factual entertainment-arv med programmer som Årgang 0, Danmark ifølge Bubber, Beskidte jobs og senest 'Min italienske drøm', der blev vist på DR, men er udviklet af Eyeworks i Holland.

"Vi har også mulighed for at samproducere drama med vores svenske søsterselskab. For selv om vi i Norden ikke er glade for at se hinandens underholdning og fakta, går det godt for dramaserier. Hanne Vibeke Holts 'Kronprinsessen' gik godt herhjemme, selv om den var produceret i Sverige og 'Anna Pihl' har haft succes på svensk TV4. Så der er en udviklingsmulighed, men det er det lange seje træk," siger Esben Halding.

Tv-stationer holder igen
Drama og underholdning er dyrt og pengene sidder langt fra løst hos tv-stationerne i en tid, hvor reklamemarkedet er presset. For nylig meldte TV 2 ud, at de udsætter en tv-serie.

"Vi mærker, at tv-stationerne er længe om at melde tilbage på om de vil have et program eller ej. De kommercielle kanaler skeler selvfølgelig til, hvordan deres reklamesalg går, så vi og hele branchen kommer til at mærke krisen langt ind i 2010, for på den måde ligger der flere programmer på lager hos tv-stationerne, som først skal vises, før de køber nye."

I lyset af krisen er en sand opkøbningsbølge begyndt at rulle i den internationale tv-produktionsbranche. Senest har Schibsteds forsøg på at mindske sin gæld ført Metronome i armene på Shine Reveille, der ejes af Rupert Murdochs datter Elisabeth Murdoch. Esben Halding er da også glad for at også Easy Film har fundet sig en stærk partner.

"Produktionsselskaber i mellemstørrelsen der står alene får det svært, fordi deres programkatalog ikke er lige så stort. Vi vil se en yderligere koncentration på det danske marked."

Traditionelt har det ikke været tv-stationernes kop te, at tv-producenterne blev for få og for store af frygt for at det ødelægger konkurrencen og hæver priserne på programmerne. Men frygten er ubegrundet, mener Esben Halding.

"Det giver tv-stationerne en sikkerhed i turbulente perioder, at samarbejde med et produktionsselskab der er en del af en stor koncern og er leveringsdygtigt trods krisen. Så længe der er så mange producenter som i dag, behøver de (tv-stationerne, red.) ikke at frygte at konkurrencen forsvinder."

Det ingen hemmelighed, at tv-branchen gennemgår en hård tid og de nye ejere forventer ikke at spinde guld på Eyeworks fra år et.

"De (ejerne, red.) forventer overskud på driftssiden, men de er også interesseret i, at vi har et godt output af programmer og ideer, som hele gruppen kan have glæde af. For et godt programformat får mange af deres selskaber glæde af verden over."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu