TV 2-brugerbetaling kan føre til højere DR-licens

S vil tage sig godt betalt for at sige ja til brugerfinansieret TV 2. Det kan betyde højere DR-licens.
MediaWatch

Et brugerbetalt TV 2 betyder sandsynligvis, at danskerne skal af med flere licenskroner til DR. Højere licens er nemlig det, der skal få brugerbetalingen af TV 2 til at glide ned hos Socialdemokraterne.

Kilder tæt på forhandlingerne om brugerbetaling siger til Journalisten.dk, at Socialdemokraterne vil tage sig godt betalt, hvis de skal vende tommelfingeren opad til en abonnementsordning for TV 2 - angiveligt i størrelsesordenen 25-30 kr. om måneden.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger har regeringen i øjeblikket regnemaskinen fremme og arbejder med en model, der vil give flere penge til DR i de kommende år. En løsning er, at licensen fremover skal følge den reelle lønudvikling, skriver avisen.

S-medieordfører Mogens Jensen var tirsdag afvisende over for brugerfinansiering, men siger til Dagbladet Børsen:

"DR lider under at skulle spare 190 mio. kr. årligt på deres programproduktion, og samtidig bliver de reguleret 1 pct. under den almindelige løn- og prisudvikling, så det har været vores udgangspunkt fra begyndelsen af, at hvis der skal laves en endegyldig løsning for TV 2, så vil vi også have én for DR."

Brugerbetaling af TV 2 fra 2012 er dog ikke nok til at løse på de nuværende driftsøkonomiske problemer på tv-stationen, der skal stadig findes en løsning indtil da. En mulighed kunne være at indføre licens frem til 2012, siger medieforsker Frands Mortensen, Århus Universitet til Børsen.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu