Fra Vild med dans til ROOTS

Tidligere vært på 'Vild med dans', Christine Lorentzen, har ingen medieplaner, men hvis det helt rigtige jobtilbud dukker op, og det passer ind i hendes hverdag vil hun ikke afvise det totalt.
Eva Lykke Jørgensen

Tidligere vært på 'Vild med dans', Christine Lorentzen, har ingen medieplaner, men hvis det helt rigtige jobtilbud dukker op, og det passer ind i hendes hverdag vil hun ikke afvise det totalt. Hun fortæller, at det ikke er hendes eneste drøm at lave tv, og at hun lige nu ikke er sikker på, hvad hun skal, når hun er færdig med uddannelsen på RUC.

I øjeblikket er Christine Lorentzen ved at færdiggøre sin bachelor i Performance Design på RUC, og den tidligere vært står nu ved roret som eventarrangør.

"På fredag afholder vi eventen **ROOTS** i Pumpehuset i København. En totaloplevelses koncert, hvor vi relancerer folkemusik," siger Christine Lorentzen.

Hun fortæller, at hun var klar til at tackle kritikken, da to af formiddagsaviserne 'skød med skarpt' efter hende, da hun var vært på 'Vild med dans'.

"Jeg havde set hvor kritiske medierne kunne være, og man ved jo godt, at det følger med, når man deltager i så populært et program,"siger Christine Lorentzen til MediaWatch.

"Men det var selvfølgeligt ikke sjovt at køre ned af Husum Hovedgade og se den ene forside efter den anden, hvor der stod 'Du duer ikke Christine',"siger hun, men understreger, at hun også husker det som en lidt komisk oplevelse.

Christines far grinede af, at hans datter havde smidt Anders Fogh af forsiden, fortæller hun, og påpeger, at hun gerne selv ville have haft et eksemplar af Ekstra Bladets spiseseddel den dag.

"Jeg havde et meget afslappet forhold til at deltage i 'Vild med dans', og var ikke skræmt af at være en del af et stort kendis team. Jeg havde aldrig set eller hørt om Claus Elming før jeg mødte ham til castingen, men han havde jo heller aldrig mødt mig, - og så tog vi den bare derfra," fortæller hun og påpeger, at det har været en stor oplevelse at deltage i programmet, og at det har lært hende utrolig meget.

Hun ved ikke om hun ville takke ja til en ny sæson af 'Vild med dans'.
"Det skulle passe til mit studie, og jeg ville overveje om jeg ville gå lidt på kompromis med mit privatliv. Men alt i alt i alt synes jeg ikke, at der var så meget skidt ved at være med i programmet. Det var et rigtig dejligt program, og næsten helt Hollywood agtigt at være iført store kjoler hver eneste fredag."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu