Afgørelse i strid mellem Martin Brygmann og DR ventes i weekenden

Entertaineren Martin Brygmann vil angiveligt bremse en DR-dokumentar. Københavns Byret tager stilling lørdag.
Den danske entertainer Martin Brygmann mener, at DR i en udgivelse kommer med ærekrænkende påstande om ham. Han vil derfor have et forbud mod den, oplyser hans advokat. | Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Den danske entertainer Martin Brygmann mener, at DR i en udgivelse kommer med ærekrænkende påstande om ham. Han vil derfor have et forbud mod den, oplyser hans advokat. | Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
af ritzau

Københavns Byret ventes lørdag at træffe afgørelse i forbindelse med den kendte entertainer Martin Brygmanns anmodning om at nedlægge forbud mod en udgivelse fra DR.

Det oplyser Københavns Byret til Ritzau.

DR, generaldirektør Maria Rørbye Rønn og produktionsselskabet ImpactTV var torsdag indstævnet i byretten til at retsmøde, hvor Brygmann forlangte, at der blev nedlagt forbud mod en udgivelse, hvis indhold endnu ikke er offentlig kendt.

Der blev ikke truffet nogen afgørelse ved retsmødet, og kendelsen ventes altså ifølge byretten at komme lørdag.

Ifølge Martin Brygmanns advokat, Heidi Højmark Helveg, er DR kommet med ”udokumenterede freds- og ærekrænkende påstande” mod den 61-årige multiartist.

”I de tilfælde, hvor påstandene indeholdt tilstrækkelig konkrete oplysninger til, at de kunne efterprøves, har vi kunnet påvise alvorlige fejl, manipulation og direkte usandheder,” skrev Heidi Højmark Helveg i en mail til Ritzau torsdag aften.

Advokaten oplyste, at hun og Martin Brygmann har henvendt sig til DR ti gange igennem syv måneder for at få fremlagt dokumentation.

”I sidste uge lykkedes det endelig at mødes med DR for at gennemgå påstandene, men igen afviste DR at fremvise nogen form for dokumentation eller svar, der kunne lede til opklaring,” skrev Heidi Højmark Helveg videre i mailen til Ritzau.

Flere medier, herunder Berlingske og Ekstra Bladet, skriver, at det drejer sig om indholdet i en kommende dokumentar.

Dette har Ritzau ikke kunnet få bekræftet af Martin Brygmanns advokat.

Sagen blev behandlet på et retsmøde for lukkede døre torsdag i Københavns Byret.

Det har fremgået af en retsliste, at Martin Brygmann foruden DR også har trukket public service-stationens generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, og produktionsselskabet Impact TV i retten.

Sagen drejer sig om det, man tidligere kaldte et fogedforbud.

Man kan anmode retten om et midlertidigt forbud, hvis en person eller virksomhed krænker ens rettigheder.

Et forbud kan for eksempel handle om ulovlig brug af et patent. Det kan også gælde udgivelse af en bog, der indeholder fortrolige oplysninger.

Martin Brygmann har været en del af den danske underholdningsbranche siden begyndelsen af 1990’erne. Han er kendt fra både skuespil, musik og satire. Han har desuden været vært på forskellige programmer på tv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu