Filmproducent går konkurs med endnu et firma - flere selskaber skal nu undersøges

Ifølge kurator er det blevet oplyst, at filmrettighederne ligger i et tredje selskab. Ejers øvrige selskaber skal nu indgå i kurators undersøgelse.
"Prima Ballerina" skulle have omhandlet pigen Honey, der vokser op på landet og flytter til en by for at jagte drømmen om at blive ballerina. Men efter få optagedage blev produktionen standset. | Foto: Alexandre Meneghini/Reuters/Ritzau Scanpix
"Prima Ballerina" skulle have omhandlet pigen Honey, der vokser op på landet og flytter til en by for at jagte drømmen om at blive ballerina. Men efter få optagedage blev produktionen standset. | Foto: Alexandre Meneghini/Reuters/Ritzau Scanpix

Endnu et af ”Prima Ballerina”-producenten Valerie Edwina Saunders selskaber blev torsdag erklæret konkurs.

Det skete, da skifteretten i København afsagde konkursdekret over selskabet Metropolitan Film Corp Aps.

Det oplyser advokat og partner ved Kroman Reumert Teis Gullitz-Wormslev, der er blevet udpeget som kurator, til MediaWatch. Saunders havde begæret rekonstruktion af Metropolitan Film Corp, men rekonstruktionsplanen blev nedstemt af kreditorerne på torsdagens møde i skifteretten.

”Rekonstruktionen er ophørt, og selskabet er taget under konkursbehandling,” siger Teis Gullitz-Wormslev til MediaWatch.

Ikke skaffet finansiering

Det er den anden konkurs blandt Valerie Edwina Saunders selskaber i det, der har udviklet sig til en langstrakt saga.

Det er fagforeningen FAF; der har begæret selskabet konkurs på vegne af i alt 45 filmarbejdere. I sensommeren sidste år begyndte optagelserne til familiefilmen ”Prima Ballerina,” men efter få optagedage blev produktionen standset. Filmarbejderne blev dog ikke opsagt, men alligevel stoppede lønudbetalingerne efter et stykke tid.

Da lønudbetalingerne stoppede begærede først FAF og siden også Gældsstyrelsen Valerie Saunders’ ene selskab, JFX, konkurs, så filmarbejderne ansatte kunne få dækket deres manglende lønudbetalinger af Lønmodtagernes Garantifond. Det viste sig dog, at de formelt set var ansat af et andet selskab - Metropolitan Film Corp - og at de derfor ikke kunne få udbetalt pengene fra garantifonden, da det forudsætter en konkurs- eller rekonstruktionsproces i et selskab. 

Derfor begærede FAF Metropolitan Film Corp konkurs med et samlet lønkrav på 4,4 mio. kr. Valerie Saunders anmodede dog en rekonstruktion som et forsøg på at redde firmaet. Men på torsdagens møde blev rekonstruktionsplanen altså nedstemt af kreditorerne.

”Der skulle skaffes finansiering til FAF’s medlemmers lønkrav, for at rekonstruktionen kunne opretholdes. De penge var ikke kommet,” siger Teis Gullitz-Wormslev. 

Gælden skal opgøres

Det vides endnu ikke, hvor stor gæld der var opbygget i Valerie Edwina Saunders’ selskaber. Blandt kreditorerne var foruden FAF-medlemmerne et omstødelseskrav fra JFX-kurator Teis Gullitz-Wormslev på omkring 150.000 kr. 

Ifølge MediaWatchs oplysninger skulle også Moltkes Palæ have over en halv mio. kr. i klemme, mens filmmagasinet Ekko, der har dækket sagen intensivt, har beskrevet, at også udstyrsleverandører mangler at få penge udbetalt.

Det er endnu uvist, hvad finansieringsgrundlaget for filmen har været. MediaWatch har gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med Valerie Edwina Saunders, men indtil videre uden held.

”Nu skal vi i gang med at kigge på det selskab og finde ud af, om der er nogle aktiver, og få opgjort gælden. Og så skal vi prøve på at blive lidt klogere på, hvordan det selskab indgår i den filmproduktion,” siger Teis Gullitz-Wormslev.

Skal undersøge flere selskaber

Foruden de to selskaber, der nu er gået konkurs, ejer Valerie Saunders ifølge det centrale virksomhedsregister også selskaberne Zebra Animation Studios ApS, Metropolitan International Rights ApS og holdingselskabet TMFC Holding ApS. De selskaber vil også blive genstand for kurators undersøgelser.

”De yderligere koncernselskaber skal vi også have kigget på,” siger Teis Gullitz-Wormslev.

”Nu er to af dem gået konkurs, men der er bl.a. et selskab, som vi fik oplyst ejer selve rettighederne til filmen. Vi skal have kigget på, hvilken rolle det spiller i det her. Nu kan vi komme videre med det,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu