Scanbox køber hovedandel af norsk indie-distributør

Ændringen i ejerskabet vil ikke få betydning for organisation eller operationer hos den norske distributør.
Ymer Media vil fortsat have Jarle Namtvedt som daglig leder og Cecilie Aas som chef for marketing. | Foto: PR/Scanbox Entertainment
Ymer Media vil fortsat have Jarle Namtvedt som daglig leder og Cecilie Aas som chef for marketing. | Foto: PR/Scanbox Entertainment

Scanbox Entertainment har købt sig til at blive hovedejer af det norske distributionsselskab Ymer Media, der specialiserer sig i køb og og distribution af primært ”uafhængige film”. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Som følge af majoritetsejerskabet bliver Scanbox’ kommercielle direktør Torben Thorup Jørgensen indsat som formand for Ymer Media. Ellers sker der ikke ændringer i selskabets drift, og det vil fortsat have Jarle Namtvedt som daglig leder og Cecilie Aas som chef for marketing. De to har også ejerandele i selskabet, fremgår det.

Forbindelsen mellem Scanbox Entertainment og Ymer Media er ikke helt ny, da den norske distributør har stået for Scanbox’ biograffilm i de seneste to år.

”Det føles meget naturligt at fortsætte vores samarbejde med Ymer Media. Vi har arbejdet med Jarle og Cecilie i årevis, og der er gensidig tillid og en stor vilje til at træde mere ind på det norske marked. Det er vigtigt for os at have stærke lokale bånd, når vi entrerer på et nyt marked,” udtaler Scanbox Entertainments adm. direktør Thor Sigurjonsson i meddelelsen.

Scanbox Entertainment er del af film- og tv-koncernen Vuelta Group, som før et år siden opkøbte det nordiske produktions- og distributionsselskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu