Kritiseret DR-program udsender afsnit trods klager fra evolutionshistoriker

Evolutionshistoriker har klaget over sin medvirken i DR-program og krævet, at alle optagelser slettes.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Endnu et afsnit af det omstridte DR-program ”Ellen Imellem” er onsdag blevet udgivet.

Denne gang er det evolutionshistoriker og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard, der medvirker.

I programmet bliver forskere, andre eksperter og politikere interviewet af en person med en bestemt holdning, der stiller spørgsmålene i øresneglen på en journalist.

Derfor tror de medvirkende, at de bliver interviewet af journalisten.

I det seneste afsnit er det forfatter Leif Asmark Jensen, der stiller spørgsmålene. Han er modstander af evolutionsteorien.

Afsnittet er onsdag lagt ud på DR’s hjemmeside.

Allerede inden udgivelsen klagede Peter C. Kjærgaard til DR og meddelte mediet, at han trak sit samtykke til medvirken tilbage.

Han krævede, at programmet ikke blev udsendt, samt at optagelserne skulle slettes.

”Jeg klager over at være blevet ført bag lyset af DR,” siger Peter C. Kjærgaard.

”Der er blevet talt usandt til mig. Jeg er blevet lokket til at være med i et program under falske præmisser.”

Peter C. Kjærgaard sendte klagen 19. maj. Herefter henvendte han sig flere gange til DR.

I et skriftligt svar til Peter C. Kjærgaard 30. maj fastholder DR, at samtykket er gældende, og at programmet derfor udgives.

I svaret skriver DR også, at der ikke kan tages stilling til, om det er forkert at udsende programmet, før programmet har været udsendt.

”Den er gal med både logikken og etikken i den del af DR’s ledelse,” siger Peter C. Kjærgaard.

Han undrer sig også over, at det har taget så længe for DR at vende tilbage på hans klage.

”De har ikke haft tid til at ulejlige sig til at give mig et svar, selv om de har haft god tid til at interviewe sig selv og hinanden på deres egne kanaler,” siger Peter C. Kjærgaard.

Onsdag oplyser Statens Naturhistoriske Museum, at Peter C. Kjærgaard fastholder sin klage og vil gå til Pressenævnet.

DR har tidligere forsvaret programmet ved at sige, at der er tale om satire.

Peter C. Kjærgaard finder dog ikke noget sjovt i programmet, som han kalder for ”undergravende” for tilliden mellem forskere, medier og modtagere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu