Nent har skrottet afsnit om russisk madkultur i "Masterchef"-konkurrence
![Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpic](https://dev.photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13847232.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7k7xmqoskn5lu0nofs2.jpg)
Det ville have været upassende at vise et afsnit af TV3's "Masterchef" med russisk madkultur som tema i madlavningskonkurrencen. Et afsnit som var optaget længe før, krigen i Ukraine begyndte.
Det mener mediekoncernen Nent, der ejer TV3.
Ingen fra Nent havde mulighed for at være repræsenteret i "Presselogen"-studiet søndag, hvor skrotningen af "Masterchef"-afsnittet blev diskuteret, men Kenneth Kristensen, programdirektør i Nent Group, havde sendt følgende skriftlige kommentar:
"Beslutningen om ikke at vise episode 22 af "Masterchef" blev truffet umiddelbart efter, at krigen i Ukraine brød ud. Programmet er optaget, længe før krigen brød ud, og "Masterchef"-studiet var derfor "pakket ind" i russisk tema, men også dommere og deltagere i programmet forholdt sig til Rusland. Det handlede for os om at udvise situationsfornemmelse, og vi vurderede, at det ikke var passende at sende et underholdningsprogram midt i begyndelsen på en krig, vi på daværende tidspunkt ikke kendte omfanget af," skrev Kenneth Kristensen til "Presselogen".
Både Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, nyhedsschef på TV 2 Jakob Kwon og chefredaktør på Altinget, Jacob Nielsen, var i "Presselogen" enige med Nent i, at det var den rigtige beslutning at skrotte udsendelsen med russisk tema.
Nent oplyser til MediaWatch, at valget om at tage et russisk-relateret program ned er et enkeltstående tilfælde og at selskabet ikke har yderligere at tilføje.
Nent indgår distributionsaftale med svensk telekomkæmpe
Nent udvider streamingpartnerskaber forud for indryk i Holland