DR overvejer situationen for journalister i Ukraine

DR-journalisters sikkerhed kommer i første række, understreger chefredaktør i DR Nyheder, Thomas Falbe, der pt. har to journalister udstationeret i Ukraine. Stationen har forberedt sig ”så godt som muligt” på russiske aggressioner, lyder det.
Den russiske præsident Vladimir Putin har beordret styrker ind i Ukraine. Her ses russiske kampvogne på vej ind i den østukrainske by Mariupoll | Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X90035
Den russiske præsident Vladimir Putin har beordret styrker ind i Ukraine. Her ses russiske kampvogne på vej ind i den østukrainske by Mariupoll | Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix/REUTERS / X90035

DR har i skrivende stund to journalister udstationeret i Ukraine. Matilde Kimer, som er i den østukrainske by Kharkiv, samt Anna Gaarslev, der er i hovedstaden Kijev.

Begge steder har der været meldinger om eksplosioner i nærheden, efter Rusland natten til torsdag invaderede landet. I DR følger man situationen tæt, lyder det fra Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder, i forhold til, hvad der skal ske med deres journalister i landet.

”Det er desværre noget, vi har prøvet mange gange før at sende vores journalister den ene vej, mens alle andre vil den anden vej. Det er klart, at vi vil dække, hvad der sker, men sikkerheden for vores journalister og fotografer kommer altid først, og det gør det også i dette tilfælde,” siger han og tilføjer, at ledelsen løbende vurderer, hvorvidt situationen bliver for farlig, og stationen derfor bør trække sine journalister ud af landet.

”Det er hele tiden en del af vores overvejelser, men det er ikke noget, vi deler med offentligheden. Vi lytter til de meldinger, vi får, fra vores folk og kilder på jorden, fordi det er dem, der har bedst styr på situationen i landet, så vi er løbende i dialog med dem om, hvad vi gør,” siger Thomas Falbe.

Rusland advarer medier

Efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, natten til torsdag beordrede russisk militær ind i Ukraine, skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af officielle Ukrainske kilder, at 68 personer er blevet dræbt - både soldater og civile.

Samtidig har den øverste russiske myndighed for media og kommunikation, Roskomnadzor, meldt ud til alle medier, at de skal sørge for, at deres rapportering om situationen i det østlige Ukraine er sand, og at de kun må offentliggøre oplysninger fra officielle russiske kanaler.

Roskomnadzor udtaler yderligere, at distribution af falske informationer vil lede til ”omgående restriktioner”.

Thomas Falbe fortæller, at DR har forberedt sig så godt som muligt på risikoen for russiske aggressioner, men han vil ikke fortælle, hvilke foranstaltninger DR har taget for at sikre journalisternes sikkerhed.

”Jo mere man taler om sikkerhed, desto mere usikkert bliver det, så derfor vil jeg ikke sige noget konkret om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger vi gør os, men det er klart, at vi har rådført os med så mange som muligt - også i tiden op til konflikten - for at være klar til dette, hvilket har været en reel risiko i et stykke tid,” siger Thomas Falbe.

MediaWatch har også forsøgt at få en kommentar fra TV 2 i forhold til situationen for tv-stationens journalister i Ukraine. TV 2 oplyser, at de ansvarlige ikke har mulighed for at stille op til interview.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu