Debat: Moms på kunstnerisk virksomhed får konsekvenser for både tv-produktioner og seere
![Foto: Miriam Dalsgaard / Producentforeningen (sammensat af MediaWatch)](https://dev.photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13538980.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7iqyodilplf10mw6c7vd.jpg)
DEBAT | Regeringens kommende lovforslag om moms på kunstnerisk virksomhed har desværre ikke kortlagt konsekvenserne for det danske tv-marked. Moms på kunstnerisk virksomhed betyder kort og godt, at det bliver dyrere for forbrugerne at opleve dansk kultur. Det være sig tv, musik, litteratur og meget mere.
Ser vi alene på momsen, som forbrugere af tv skal betale, vil prisforhøjelserne ramme tre ud af fire husstande, nemlig samtlige de knap to mio. husstande der fortsat har et tv-abonnement. Tv-distributørerne har umiddelbart ingen anden mulighed for at få dækket momsen end at vælte den over til tv-abonnenterne.
I lovforslaget, der har været i høring, skønnes det af Skatteministeriet, at statens bruttoprovenu vil være 260 mio. kr. årligt, hvilket ikke umiddelbart stemmer overens med virkeligheden.
Rettighedsbetalingen direkte fra mediedistributører og antenneanlæg beløber sig aktuelt til ca. 1,2 mia. kr. årligt. Indførelse af moms på kunstnerisk virksomhed vil alt andet lige udløse en momsbetaling på ca. 300 mio. kr. alene på tv-markedet. Et beløb, der ikke matcher Skatteministeriets beregninger af statens samlede provenu.
Gavner techgiganter
Det er vores klare forventning, at en prisstigning på tv-abonnementerne vil få negative konsekvenser for det samlede kundetal hos tv-distributørerne. Det betyder færre penge til producenter og kunstnere, og derfor færre penge til at udvikle nyt og producere indhold for.
Lovændringen risikerer derfor at sende tv-seerne i armene på udenlandske streamingtjenester og tech-giganter. De udenlandske streamingtjenester, som kun i yderst begrænset omfang inkluderer dansk tv-indhold, vil ikke blive berørt i samme omfang.
Gennemføres lovforslaget i sin nuværende form, vil det medføre prisstigning på adgangen til dansk public service-tv, mens prisen for abonnement på udenlandske streamingtjenester vil være uforandret. Der skabes altså et negativt incitament, der gør udenlandske streamingtjenester mere prisattraktive i forhold til tv-abonnementer med public service-tv som DR, TV 2’s hovedkanal, TV 2 Regionerne, Folketingskanalen, lokal-tv, nabolandskanaler, DK4 og andet dansk indhold i øvrigt.
Konsekvenserne af dette er ikke kortlagt i lovforslaget, og det vil have store konsekvenser for det danske tv-marked og kulturpolitikernes ønske om styrket public service.
Får konsekvenser for tv-branchen
Det er nu kommet frem, at regeringen vil bruge den nye momsafgift på kunstnerisk virksomhed til at skaffe midler til Kriminalforsorgen og fængslerne, der mangler pladser og personale.
Men til det må vi som både tv-distributører, kunstnere og producenter komme med dette opråb: Moms på kunstnerisk virksomhed får konsekvenser for de danske tv-seere og tv-produktioner.
Og de konsekvenser bør altså kortlægges grundigt og ordentligt, herunder også mulige alternative løsninger end 25 pct. moms på kunstnerisk virksomhed, inden ændringen om moms på kunstnerisk virksomhed fremsættes i Folketinget.
Ellers ender vi i en situation, hvor dansk originalt public service-indhold kommer til at bukke under over for de udenlandske streamingtjenester. Det kan ingen danskere være tjent med.
Samlet kulturbranche i opråb til regeringen: Drop moms på rettigheder