TV 2 henter sydkoreansk underholdningsformat til Danmark

Underholdningsshowet "The masked singer" får til november premiere på TV 2, der har købt formatet, hvor kendte danskere skal synge i forklædning.
Foto: Rolf Vennenbernd/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Rolf Vennenbernd/AP/Ritzau Scanpix

Med titlen "Hvem holder masken?" i sin danske version har TV 2 investeret i et nyt underholdningsshow, der glider over skærmen til november med Ibi Støving som vært. Det oplyser stationen i en artikel på tv2.dk.

I korte træk handler programmet om, at 10 kendte personer skal synge i forklædning i forbindelse med et sceneshow, og så skal et panel samt tv-seere gætte, hvem der er bag udklædningen.

"'Hvem holder masken?' er både surrealistisk, sjovt og stærkt vanedannende, og vi håber, at seerne vil kaste sig grådigt over gættelegen, som vi har set det i andre lande," siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.

Han henviser til, at det sydkoreanske format siden 2015 har spredt sig til produktioner i 46 lande, heriblandt Australien, England og USA. Det oplyses ikke, hvem der skal producere programmet for TV 2.

Ifølge kanalchef på TV 2, Dorthe Thirstrup, der under Copenhagen TV Festival løftede sløret for indkøbet tidligere mandag, er der tale om en stor investering - men også nyt land for tv-stationen.

"Det er jo en af dem der, hvor vi laver noget stjernedyrt og satser stort. Vi kan lande lige på maven på den her," udtalte hun under en præsentation af underholdningsprogrammet på Copenhagen TV Festival.

"Vi producerer mere dansk indhold end nogensinde før, men det er for homogent og blegt"

TV 2 lægger underholdningsformat ned efter første sæson 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu