SF Studios indgår aftale med biografer om flere premierefilm

Efter længere tids armlægning har SF Studios, der håndterer film fra filmselskabet Warner Bros., indgået aftale med danske biografer, der sætter flere film på biografplakaten den kommende tid.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Filmdistributøren SF Studios har indgået en aftale, der giver udsigt til, at flere amerikanske film får biografpremiere den kommende tid. Det skriver Filmmagasinet Ekko.

"Det gør mig rigtig glad, at vi nu har lavet aftaler over hele linjen på disse film, og det lover godt for den nære fremtid og det videre samarbejde med biograferne," udtaler distributionschef Frederik Malling Juul fra SF Studios, der håndterer Warner Bros. titler på det danske marked.

Frederik Malling Juul uddyber over for MediaWatch, at aftalen baner vej for bred dansk biografpremiere på de to film "Space Jam: A New Legacy", der åbner 15. juli, og "The Suicide Squad", der har premiere 5. august. Efterårets storfilm "Dune" har SF Studios foreløbig indgået aftale med kæden Cinemaxx omkring, mens forhandlingerne om den film fortsætter med de øvrige biografer i Nordisk Film Biografer og Fokus Biograferne efter sommerferien, oplyser han.

Biograferne har den seneste tid ligget i hårde forhandlinger med distributører om vilkår og pris for premierefilm fra de store amerikanske filmstudier.

Det skyldes, at producenterne har valgt at frigive flere storfilm på streamingtjenester samtidig med biografpremieren. Ifølge biograferne har de imidlertid skullet betale samme pris for filmene, selvom de ikke har haft samme eneret som normalt på visningen i den første periode - det såkaldte biografvindue.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu