Organisation advarede TV 2 mod falsk historie op til grønlandsk valg

TV 2 blev advaret af Transparency International Greenland om, at der kunne være bagtanker bag tippet om en kritisk historie, TV 2 bragte op til landsstyrevalget om politikeren Múte Egede - som viste sig ikke at holde vand.
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Organisationen Transparency International Greenland opfordrede TV 2 til at være ekstra kildekritiske, da TV 2 var undervejs med en kritisk, men usand historie om politikeren Múte Egede, der blev bragt på tv2.dk op til det grønlandske valg. Det skriver Ekstra Bladet.

"Især fordi det var så tæt på valget, følte jeg, at det var vigtigt at opfordre TV 2 til at undersøge tippet," forklarer formand for organisationen Birita í Dali til Ekstra Bladet.

Opfordringen kom to dage før, tv2.dk bragte historien, der påstod, at Múte Egede havde optrådt inhabilt, men som efterfølgende blev trukket tilbage og beklaget, fordi den viste sig ikke at holde vand, og fordi TV 2 havde forsømt at forelægge kritikken for Múte Egede.

TV 2 har flere gange beklaget historien og fejlen, og det gør nyhedsdirektør Ulla Pors Nielsen igen over for Ekstra Bladet.

"'Fejl og misforståelser har ført til, at vores kvalitetssikring simpelthen ikke virkede, og at artiklen blev offentliggjort. [...] Det er vi meget, meget kede af, for vi ved, det er særlig uheldigt op til et valg," udtaler Ulla Pors til Ekstra Bladet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu