Større medier støtter direkte tv-billeder fra Støjbergs sag

Tre store aviser støtter Inger Støjbergs forslag om at sende direkte tv-billeder fra kommende rigsretssag.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Tre store aviser og et netmedie støtter et forslag om, at der som udgangspunkt skal sendes direkte tv-billeder fra sager i rigsretten som den mod folketingsmedlem Inger Støjberg.

Hun er anklaget for at gennemtvinge en klart ulovlig instruks om adskillelse af asylpar i en sag fra 2016.

Opbakningen fra medierne fremgår af et høringssvar til et lovforslag, som hovedpersonen selv har fremsat.

Bag ønsket står tre store aviser, Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, samt netmediet Watch Medier. De tilhører alle samme koncern.

"Vi hilser som ansvarshavende chefredaktører for Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Watch Medier det private lovforslag L 187 om øget offentlighed ved Rigsrettens offentlige forhandlinger ved transmission af lyd og billede velkommen og kan varmt støtte forslaget," lyder det.

I dag er det allerede muligt at tillade direkte tv-transmission, hvis det skønnes nødvendigt. Men i praksis sker det sjældent af hensyn til blandt andet vidner. Støjberg vil vende reglen om, så det sker som udgangspunkt.

Regeringen og et politisk flertal er imod, at borgerne får mulighed for at følge rigsretssager minut for minut. Det er Dommerforeningen også.

Rigsretssagen mod den tidligere udlændingeminister bliver den blot sjette i danmarkshistorien, og den indledes til september.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu