Pressefremstød skal sikre "Druk" en statuette: "Vi gør, hvad vi kan for at få den Oscar"

Holdet bag den danske film "Druk" arbejder på at skabe opmærksomhed om filmen i USA forud for Oscar-uddelingen i april.
Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen, Druks hhv. instruktør og hovedrolleindehaver. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen, Druks hhv. instruktør og hovedrolleindehaver. | Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Der var ingen priser til den succesfulde danske film "Druk", da prisuddelingen Golden Globe for nylig løb af stablen, men holdet bag filmen har ikke opgivet drømmen om en Oscar for bedste internationale film.

Producent Sisse Graum Jørgensen bruger således masser af tid på at sikre promovering af filmen i prisuddelingens hjemland, skriver Børsen, og det involverer både instruktøren og hovedrolleindehaveren.

"Vi laver alt det presse i USA, som vi kan. Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen knokler for at skabe opmærksomhed om filmen med virtuelle Q/A's og med masser af pressearbejde. Vi gør, hvad vi kan for at få den Oscar," siger Sisse Graum Jørgensen.

"Druk" er ikke endeligt nomineret til en Oscar endnu, men er på den såkaldte shortlist sammen med 15 andre film. De endelige nomineringer lander 15. marts. Selve Oscar-uddelingen finder sted 25. april.

Filmen gik i 2020 sin sejrsgang i de danske biografer, som ellers måtte holde lukket i lange perioder på grund af coronapandemien. Det blev således til 803.000 solgte billetter i løbet af året, og det gjorde filmen til den bedst sælgende i danske biografer i 2020.

"Druk" vandt fem Robert-priser tidligere i år - blandt andet Årets Danske Spillefilm. Det blev samtidig til fire priser ved European Film Awards, som er det europæiske svar på Oscar-uddelingen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu