Minister retter kritik mod populær Netflix-serie om det britiske kongehus

Den britiske kulturminister sender kritik mod serien "The Crown" og streamingtjenesten Netflix, som han mener bør markere tydeligt, at der er tale om fiktion.
Foto: Robert Viglasky/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Robert Viglasky/AP/Ritzau Scanpix

Det skal fremgå tydeligt, at Netflix' tv-serie "The Crown" om det britiske kongehus, der kører på sin fjerde sæson, er fiktion. Det mener den britiske kulturminister, Oliver Dowden, der vil bede streamingtjenesten markere hvert afsnit med et fiktions-mærke, skriver flere medier herunder The Mail on Sunday og Politiken.

Kritikken kommer, efter serien er nået til at skildre ægteskabet mellem prins Charles og prinsesse Diana, hvor det for flere britiske debattører og historikere er betydeligt, hvad der er sandt og falsk i Netflix-serien.

"Jeg frygter, at en hel generation af seere, som ikke selv har oplevet disse begivenheder, vil tage fejl af fiktion og virkelighed," siger Oliver Dowden til The Mail on Sunday.

Det er ikke første gang, at serien modtager kritik. Da serien udkom i 2018, fik den fra flere britiske og amerikanske historikere og journalister kritik for at indeholde flere historiske fejl.

"The Crown" er blandt de dyreste serier nogensinde lavet, og det anslås, at hvert afsnit i første sæson kostede i omegnen af 13 mio. dollars.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu