Sponsor bekymret for fald i seertal til Superligakampe

Faldende seertal på Discoverys Canal 9, der bl.a. viser Superligakampe, efter bruddet med landets største tv-distributør Yousee vækker bekymring hos sponsor i Superligaen.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Bruddet mellem Yousee og Discovery sætter spor i seertallene til de Superligakampe, der sendes på Discoverys Canal 9, og det vækker bekymring hos Arbejdernes Landsbank, der bl.a. er hovedsponsor i Brøndby og snart FC Midtjylland samt koncernpartner i AGF. Det skriver B.T.

Ifølge avisen er det gennemsnitlige seertal til de Superligakampe, Canal 9 sender, faldet med 30 pct. i denne sæson i forhold til sidste.

"Over tid er det en katastrofe for produktet, at en af de klubber (Brøndby, red.), der normalt trækker allermest, nu har de her sørgelige seertal. Det er jo ikke et enkeltstående tilfælde, for det er alle Canal 9's kampe," siger Peter Froulund, der er branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank til B.T. med henvisning til, at 31.000 så kampen mellem Brøndby og FC Nordsjælland i begyndelsen af juli.

Adm. direktør for Discovery Networks i Danmark, Christian Kemp, siger til B.T., at det er som forventet, at tilslutningen på flow-tv er faldet efter nytår, men at seerne også søger mod streamingtjenesten Dplay.

Det dalende antal seere hos Canal 9 kommer i kølvandet på Discovery Networks Danmarks brud med Yousee ved årsskiftet, hvilket bl.a. betød, at Canal 9 blev fjernet fra Yousees faste tv-pakker. Efter bruddet er seerandelen hos Discoverys kanaler - der også tæller Kanal 5, Kanal 4 og 6'eren - faldet med omkring 50 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu