20 filmfestivaler går sammen med Youtube om digitale visninger

Dokumentarer, kortfilm og spillefilm fra internationale filmfestivalers tidligere programmer vil i løbet af ti dage blive vist gratis på Youtube under ny digital filmfestival.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Streamingtjenesten Youtube og 20 af verdens førende filmfestivaler er gået sammen om at lancere en digital filmfestival, som har fået navnet "We Are One". Det skriver Filmmagasinet Ekko og flere internationale medier.

Festivalen løber fra 29. maj til 7. juni, hvor film, der tidligere er vist på de 20 medvirkende filmfestivaler, som blandt andet tæller Toronto, Sundance, Cannes og Berlin, vil blive gjort gratis tilgængelige på youtube.com/weareone.

"En af de mest unikke og inspirerende aspekter af, at verden bliver derhjemme, er vores evne til at stå sammen og opleve et event i fællesskab, og "We Are One: A Global Film Festival" er lige præcis det", siger Robert Kyncl, forretningschef hos Youtube, i en pressemeddelelse.

Penge går til WHO

Filmfestivalen er resultat af et samarbejde mellem Youtube og amerikanske Tribeca Enterprises, som bl.a. driver festivalerne Tribeca Film Festival og Tribeca TV Festival. De øvrige medvirkende festivaler er med som partnere, lyder det i pressemeddelelsen.

"I samarbejdet med vores ekstraordinære festivalpartnere og Youtube håber vi, at alle får en smagsprøve på, hvad der gør hver festival så unik og vil sætte pris på kunsten og kraften i film," siger medstifter og adm. direktør af Tribeca Film Festival, Jane Rosenthal, i meddelelsen.

Det vil være gratis at se med, men publikum bliver opfordret til at donere penge til Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu