Nordisk Film køber sig ind i norsk produktionsselskab

Knap en tredjedel af produktionsselskabet Fantefilm vil fremover være ejet af Nordisk Film, som samtidig sikrer sig rettighederne til salg og distribution af Fantefilms fremtidige produktioner.
Nordisk Film erhverver minoritetsandel i norsk filmselskab. | Foto: PR/Egmont
Nordisk Film erhverver minoritetsandel i norsk filmselskab. | Foto: PR/Egmont

Nordisk Film har købt en minoritetsandel på 28,5 pct. i det norske produktionsselskab Fantefilm. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Købet understøtter ifølge Nordisk Film bl.a. en strategisk ambition om at indgå partnerskaber med producenter, som kan udvikle stærkt, lokalt indhold, der også har potentiale på det internationale marked.

Nordisk Film har tidligere stået for distributionen af det norske selskabs produktioner. Med i handlen indgår en aftale, der også fremover sikrer Nordisk Film rettighederne til at stå for distribution og det internationale salg for Fantefilm.

"Vi har et langt og tæt samarbejde med Fantefilm og har bragt mange af deres film ind i markedet, både i Norden og internationalt. Fantefilm bliver ved med at hæve barren, når det kommer til at skabe film i vores region med deres imponerende mix af nordiske blockbustere, der er meget populære blandt internationale købere," lyder det fra direktøren for Nordisk Film Distribution, Kenneth Wiberg, i pressemeddelelsen.

Fantefilm står bl.a. bag spillefilmene "The Quake" fra 2018 og "The Wave" fra 2015 samt filmserien "Merry Christmas, Mr. Andersen".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu