DR bremser satireprograms opfordring til demonstration

Redaktøren på satireprogrammet "Tæt på sandheden" satte foden ned, da værten Jonatan Spang i et indslag ville opfordre til en demonstration mod Danske Bank.
Foto: Ritzau Scanpix/Mogens Flindt
Foto: Ritzau Scanpix/Mogens Flindt

Det var ikke grebet ud af luften, da komikeren Jonatan Spang søndag aften i satireprogrammet "Tæt på sandheden" foregav at få et forbud fra DR's ledelse i sin øresnegl mod at opfordre til at demonstrere mod Danske Bank. Det skriver Berlingske.

Ifølge avisen havde "Tæt på sandheden" i manuskriptet lagt op til at indkalde til demonstration foran Danske Banks hovedkontor d. 30. oktober, men det fik satireværten altså ikke lov til at stå som afsender på i programmet.

"Sådan er det bare. DR kan selvfølgelig ikke arrangere en demonstration mod en virksomhed, et parti eller en privatperson. Vi kan jo heller ikke arrangere en demonstration målrettet mod Novo Nordisk, hvis vi ikke kan lide deres medicin," siger redaktør for DR2-programmet Peter Gren Larsen til Berlingske.

I stedet adresserede Jonatan Spang DR's afvisning i søndagens udgave af satireprogrammet.

Han forklarer til Berlingske, at han ikke kendte til DR's regel om, at medarbejdere ikke må arrangere eller opfordre til demonstrationer, og at han mener, at han risikerer at miste troværdighed over for seere, der har hørt ham omtale demonstrationen tidligere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu