Top 20: Nyt søndagsdrama på TV 2 Charlie stryger ind på topliste

Danske dramaserier optog tre pladser blandt de mest sete programmer i sidste uge, herunder en premiere, hvor de velkendte underholdningsformater på DR og TV 2 dog fortsat dominerede i toppen.
"Sygeplejeskolen" er skrevet af Lars Mering og Claudia Boderke i samarbejde med producer Senia Dremstrup og instruktør Roni Ezra. Serien er produceret af SF Studios. | Foto: Mike Kollöffel/TV 2
"Sygeplejeskolen" er skrevet af Lars Mering og Claudia Boderke i samarbejde med producer Senia Dremstrup og instruktør Roni Ezra. Serien er produceret af SF Studios. | Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Med 460.000 seere blev premieren på dramaserien "Sygeplejeskolen" på TV 2 Charlie det 17. mest sete program i sidste uge. Samtidig var programmet det suverænt mest sete på nichekanalen, hvor ugens næstmest populære program var et afsnit af den britiske klassiker om kriminalkommissær Barnaby, som 143.000 så på TV 2 Charlie fredag aften.

Med "Sygeplejeskolen" fortsætter TV 2 i nostalgisporet på serier som "Badehotellet" og "Mercur", men har introduceret et nyt dramavindue i ugen om søndagen kl. 21 - i forlængelse af DR1's faste dramasendetid søndag kl. 20.

Her sendte DR1 anden sæson af "Herrens veje", der med 524.000 seere og godt 60.000 mere end Sygeplejeskolen ligger nummer syv på top 20 og en plads højere end TV 2's nystartede mandagskrimi "Kriger", som 516.000 seere så. For sidstnævnte er der tale om et fald på mere end 150.000 seere i forhold til premiere i forrige uge, hvor 690.000 så med.

Toppen af listen er der ikke rykket ved. Her regerer "Den store bagedyst" og "Vild med dans" fortsat.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu