Discovery om splid mellem DBU og spillere: "Vi er dybt forundrede"

To forestående landskampe ser ud til at blive afviklet med et alternativt dansk landshold efter uenigheder mellem DBU og spillere. Det skuffer og undrer Discovery Networks, der har tv-rettighederne til kampene.
Hverken landstræner Åge Hareide eller anfører Simon Kjær bliver en del af ugens to landskampe. | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Hverken landstræner Åge Hareide eller anfører Simon Kjær bliver en del af ugens to landskampe. | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

I løbet af denne uge spiller det danske herrelandshold i fodbold to kampe – den første onsdag mod Slovakiet og den anden søndag mod Wales.

Det tegner imidlertid til, at Danmark stiller op i en noget alternativ udgave. Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, der repræsenterer blandt andre de danske landsholdsspillere, kan ikke blive enige om en ny aftale om kommercielle rettigheder. Derfor er det ikke de normale landsholdsspillere, men spillere fra den hjemlige Superliga, der ser ud til at udgøre det danske landshold, skriver DR.

Samtidig skriver TV 2, at det ikke bliver den danske landstræner, Åge Hareide, der skal stå i spidsen for holdet i de to kampe. Det vides ikke, hvem der i stedet overtager trænergerningen i de to kampe.

På tv-fronten er det Kanal 5, som Discovery Networks står bag, der har rettighederne til kampene. Herfra er der ærgrelse over, at de to kampe ikke bliver afviklet med de bedste danske spillere på holdet.

"Først og fremmest så er vi skuffede på vegne af de mange danske fans og seere, som havde set frem til at se landsholdet i aktion for første gang siden VM (som blev afholdt i juni og juli, red.). Vi hverken kan eller vil vi tage parti for nogen af parterne, men vi er dybt forundrede over, de ikke evner at nå til enighed, og DBU i stedet stiller med et sekundahold for at undgå sanktioner fra UEFA," lyder det i en skriftlig udtalelse fra Christian Kemp, adm. direktør for Discovery Networks Danmark.

Dansk landshold har størst interesse

Den første af landsholdets kampe, der spilles onsdag mod Slovakiet, er en træningskamp, mens den anden kamp på søndag mod Wales er en del af nyopfindelsen Nations League, hvor der er kvalifikation til EM-slutrunden i 2020 på spil.

Christian Kemp henleder opmærksomheden på, at Discovery har rettigheder til andre kampe, mens de danske kampe ser ud til at blive en tyndere kop te end ventet.

"Vi har generelt et stærkt setup på Nations League, hvor vi også sender flere storkampe på 6’eren, bl.a. med topholdene Tyskland-Frankrig d. 6/9 og England-Spanien d. 8/9, men vi ved jo godt, at det er det danske landshold, som har størst interesse," lyder det fra direktøren i kommentaren.

Discoverys rettigheder er klappet af med UEFA. Christian Kemp vil ikke oplyse, om Discovery får en form for kompensation som følge af det forringede tv-produkt, som et dansk landshold uden de bedste spillere må betegnes som.

"Det har vi ingen kommentarer til. Det er et anliggende mellem os og UEFA, som er dem, vi har kontrakten med," skriver han.

Discovery Networks har haft rettighederne til landsholdets kampe siden kvalifikationsturneringen til EM i 2016, der gik i gang i 2014. Senest forlængede tv-selskabet rettighederne i 2016, så de nu gælder frem til og med kvalifikationen til VM i 2022.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu