Touren trodser sommervarmen og får højeste seertal på TV 2 i fem år

På trods af rekordhøje temperaturer denne sommer har Tour de France på TV 2 lokket masser af danskere ind foran tv-skærmene.
Foto: /ritzau/Scanpix/AP/Christophe Ena
Foto: /ritzau/Scanpix/AP/Christophe Ena

Ligesom sommertemperarturerne har også seertallene for Tour de France på TV 2 og TV 2 Play været højere end normalt denne sommer - de højeste siden 2013, skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Tour-etaperne har i gennemsnit haft 279.000 seere fra start til slut pr. etape ifølge tv-stationens egen opgørelse. Det høje niveau er ifølge TV 2 nået i et år, hvor etapetransmissionernes længde blev udvidet, fordi de blev sendt helt fra begyndelsen.

"Tour de France-seningen er hvert år påvirket af sommervejret, og her vinder stranden jævnligt, når temperaturen kommer over 25 grader. I år har vi løftet seerinteressen for Tour-etaperne, selv om vejret har været historisk varmt, tørt og solrigt. Jeg er både imponeret og meget stolt," siger TV 2's Tour de France-chef, chefredaktør John Jäger, for TV 2 Sport i meddelelsen.

I 2018 har hver dansker på tre år og derover i gennemsnit brugt knap seks timer på at se Tour de France-programmer på enten TV 2 eller DR, oplyses det i pressemeddelelsen. I dette tal er indregnet en halv times gennemsnitligt forbrug af 'AftenTour' på DR1 henover hele cykelløbsperioden.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu